Malaysia anklager eksleder for magtmisbrug og millionhvidvask
Muhyiddin Yassin er tiltalt for hvidvask af hundredvis af millioner. Han kalder tiltalen politisk motiveret.
Tidligere premierminister i Malaysia Muhyiddin Yassin er ved en domstol i hovedstaden Kuala Lumpur fredag blevet tiltalt for magtmisbrug og hvidvaskning af penge.
Det skulle være sket i forbindelse med projekter, der blev iværksat under hans ledelse.
Muhyiddin Yassin, der stod i spidsen for landet i 17 måneder mellem 2020 og 2021, afviser beskyldningerne. Han hævder, at de er politisk motiveret.
Tiltalen kommer, kun tre måneder efter at den 75-årige Muhyiddin Yassin tabte et tæt parlamentsvalg til Anwar Ibrahim.
Sagen vil formentlig øge de politiske spændinger i Malaysia.
Ved domstolen i Kuala Lumpur blev Muhyiddin Yassin tiltalt for fire tilfælde af magtmisbrug, som involverer 232,5 millioner malaysiske ringgit - cirka 362 millioner kroner - og to tilfælde af hvidvaskning af blandt andet 195 millioner ringgit svarende til cirka 304 millioner kroner.
Muhyiddin Yassin erklærede sig ikkeskyldig i samtlige seks anklagepunkter. Han har tidligere kaldt beskyldningerne ”politisk forfølgelse” fra oppositionens side.
Den tidligere premierminister risikerer op til 15 års fængsel, hvis han findes skyldig i anklagerne om hvidvask, og op til 20 år, hvis han findes skyldig i anklagerne om magtmisbrug.
Han vil også blive pålagt en heftig økonomisk bøde.
Muhyiddin Yassin blev af dommeren løsladt mod kaution og bedt om at indlevere sit pas.
Premierminister Anwar Ibrahim siger, at han ikke har blandet sig i efterforskningen af Muhyiddin Yassin og i stedet har overladt sagen til politiet.
Umiddelbart efter valgsejren i november sagde Anwar Ibrahim, at han ville iværksætte en gennemgang af regeringsprojekter til en værdi af milliarder af ringgit godkendt af Muhyiddin Yassin.
/ritzau/Reuters