Mindst 100 har mistet livet i angreb mod moské i Pakistan
Dødstallet stiger fortsat efter angreb, hvor en mand sprængte sig selv i luften i en fyldt moské i Peshawar.
Dødstallet efter et angreb mod en moské i det vestlige Pakistan har rundet 100, oplyser en hospitalskilde ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Eksplosionen skete tilsyneladende, da en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften inde i den fyldte moské i Peshawar mandag.
Angrebet fik dele af moskéen til at styrte sammen.
Foruden de dræbte blev mange mennesker såret i eksplosionen.
Mandag aften forlød det, at 59 personer havde mistet livet. Men i løbet af natten blev der fundet adskillige lig under murbrokkerne, og tirsdag morgen blev det foreløbige dødstal opgjort til 83.
Moskéen ligger i et stærkt bevogtet område, hvor også hovedkvarteret for provinsens politi ligger.
Selvmordsangrebet er det seneste i en række af angreb i Pakistan.
Det er endnu uvist, om mandagens angreb var planlagt af en militant gruppering, eller om angrebsmanden handlede på egen hånd.
Pakistansk Taliban har ifølge Reuters afvist at stå bag.
/ritzau/