Fortsæt til indhold
Asien

Kina vil straffe USA for flere våben til Taiwan

Taiwan og Japan opruster med rekordstore forsvarsbudgetter.

BANGKOK

Kina truer med nye straffeaktioner mod USA, efter at præsident Joe Biden i weekenden lancerede en ny, stor våbenpakke til Taiwan.

Pakken til en værdi af 1,1 mia. dollars (8,2 mia. kr.) er den største i Bidens præsidentperiode. Den skal først godkendes i Kongressen, men det anses for en formalitet, eftersom begge Kongressens partier i store træk er enige om Taiwan-politikken.

»I lyset af udviklingen vil Kina resolut tage legitime og nødvendige modforholdsregler,« hedder det i et tweet fra Liu Pengyu, talsmand for Kinas ambassade i Washington.

Senest Kina anvendte en tilsvarende retorik, var efter kongresleder Nancy Pelosis besøg, der udløste en stribe skarpe nedjusteringer af de indbyrdes relationer.