Sri Lankas præsident er flygtet og har efterladt nationen i anarki og kaos
Sri Lanka er erklæret i undtagelsestilstand, og militæret har fået mandat til at genoprette roen efter præsident Gotabaya Rajapaksas flugt.
BANGKOK
Revolutionen i Sri Lanka tog en ny dramatisk drejning natten mellem tirsdag og onsdag, da præsident Gotabaya Rajapaksa flygtede fra landet, der nu er blevet erklæret i undtagelsestilstand.
Mens tusindvis af demonstranter stadigvæk befandt sig i det besatte præsidentpalads, og den politiske situation var flydende, landede han kl. 03.00 lokal tid i et militærfly i Maldivernes hovedstad, Male. Med i maskinen havde den 73-årige præsident blandt andre sin hustru. Senere på dagen fortsatte han flugten til Singapore og efterlod nationen i anarki og kaos.