Efter 36 år er Marcos-dynastiet tilbage i præsidentpaladset
Filippinerne har igen en Ferdinand Marcos som præsident.
BANGKOK
Ingen kunne være i tvivl om, at det ikke bare var en ny Marcos, der indtog præsidentpaladset, men at det var Marcos-dynastiets comeback i nationens politiske centrum.
Under overværelse af sin nu 92-årige mor, sine politisk aktive søskende og børn og indflydelsesrige hustru refererede Filippinernes nye præsident, Ferdinand Marcos junior, i sin indsættelsestale gang på gang til sin far. Ikke som en grådig og korrupt diktator, der blev jaget ud af landet, men som en folkets mand, der stod bag en national guldalder og blev offer for et statskup.