Østtimor har valgt modtager af Nobels fredspris som præsident
Da José Ramos-Horta sidst var præsident for et årti siden, blev han forsøgt likvideret under et kupforsøg.
Østtimor har valgt sin næste præsident.
Med 62 procent af stemmerne kan løsgængeren José Ramos-Horta erklære sejr i præsidentvalget, efter at han har besejret den siddende præsident, Francisco Guterres, som har været præsident siden 2017.
Ramos-Horta har en lang historie af politisk aktivisme bag sig og var en af hovedpersonerne i østtimorernes kamp for at få deres eget land.
Portugal holdt i flere hundrede år Østtimor som en koloni, men i 1975 fik øen sin selvstændighed.
Den varede i ni dage.
Så erobrede Indonesien øen og gjorde den til en indonesisk provins.
Ramos-Horta fungerede som talsmand for oprørerne, der kæmpede for at få indoneserne ud, og blev således en kendt person.
I 1996 modtog han sammen med biskop Carlos Belo Nobels fredspris for arbejdet for en retfærdig og fredelig løsning på konflikten i Østtimor.
Seks år senere opnåede Østtimor fuld selvstændighed.
Horta-Ramos har desuden allerede været præsident for landet én gang tidligere. Det var han mellem 2007 og 2012.
Knap et år efter hans indsættelse forsøgte en fraktion af det østtimoriske militær at begå et statskup, og Horta-Ramos blev forsøgt likvideret.
Gerningsmændene ramte Ramos-Horta med kugler i brystet og i en lunge. Men kupforsøget blev nedkæmpet, og præsidenten blev fløjet til behandling i Australien, hvor han kom sig.
Østtimor er en lille nation, der ligger på den østlige del af øen Timor. Den vestlige side af øen tilhører Indonesien. Der bor omtrent 1,3 millioner mennesker i Østtimor.
/ritzau/Reuters