Vis os jeres håndskrift, nordkoreanere

Kim-kritisk vægmaleri får nordkoreanske betjente til at lede vidt og bredt efter kunstneren.

Artiklens øverste billede
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har fået international opmærksomhed for tilsyneladende at have tabt sig, mens landets befolkning kæmper med mangel på fødevarer. Foto: KCNA/AFP

En tekst på en mur i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, har sat en større efterforskning i gang:

»Kim Jong-un, din dumme skid. Folket sulter ihjel på grund af dig.«

Så provokerende graffiti om landets leder er sjælden i Nordkorea og endnu sjældnere i hovedstaden, hvor landets bedre stillede borgere og eliten bor.

Nu går nordkoreanske betjente fra dør til dør for at indsamle prøver på tusindvis af beboeres håndskrift, så gerningsmanden kan pågribes. Det skriver det sydkoreanske medie Daily NK, som har kilder inden for Nordkoreas grænser.

Myndigheder vaskede hurtigt den provokerende besked af muren, da den kort før jul blev fundet i et af Pyongyangs dyrere nabolag. Allerede dagen efter troppede betjente op på fabrikker og byggepladser i nærheden af gerningsstedet for at analysere folks håndskrift.

»At sådan en besked dukker op på en mur i Pyongyang vil være et chok for myndighederne og for normale mennesker,« fortæller Toshimitsu Shigemura, en japansk professor og ekspert i Nordkoreas Kim-dynasti, til The Telegraph.

Spontane ytringer kan være forbundet med livsfare i Nordkorea - medmindre ytringerne er som disse, da folket i samlet trop gik på gaden i Pyongyang i glæde over en politisk beslutning den 5. januar 2022 i arbejderpartiets centralkomité. Fotos: Kim Won Jin/AFP

Grumme konsekvenser

Nordkorea har under pandemien indført strengere grænseregler, og isolationen er gået ud over forsyningen af mad.

Landet producerer 860.000 tons for lidt mad i år, vurderer FN. Det svarer til 2,3 måneders forbrug. Ifølge professor Shigemura går manglerne i stigende grad også ud over landets rigeste.

I sin nytårstale til nationen gemte Kim Jong-un for en gangs skyld diverse stridsøkser væk. I stedet fokuserede han på økonomisk udvikling og folkets levevilkår.

Men kritik af Kim-familien er stadig ulovlig og kan koste dyrt. Det fik en embedsmand, der var mistænkt for at stå bag systemkritisk grafitti på et kongrescenter i Pyongyang, at føle, da han i 2018 blev henrettet.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen