Nordkorea hævder at have testet hypersonisk missil

Ifølge et Nordkoreansk statsmedie testede landet onsdag et hypersonisk missil for anden gang siden september.

Artiklens øverste billede
Nordkoreas statslige nyhedsbureau KCNA har torsdag delt et billede af det angiveligt hypersoniske missil, som landet testede onsdag. Foto: Kcna/Reuters

Det missil, som Nordkorea onsdag affyrede, var angiveligt et hypersonisk et af slagsen.

Det hævder Nordkoreas statslige nyhedsbureau, KCNA, torsdag.

Missilet blev sendt ud over havet i retning mod Japan.

Missiltesten onsdag var Nordkoreas første prøveaffyring siden oktober. Den blev registreret af adskillige lande i regionen.

Affyringen er siden blevet fordømt af både USA, Sydkorea og Japan.

Det er anden gang, at Nordkorea hævder at have testet et hypersonisk missil. I september kom landet med en lignende udmelding.

Holder meldingerne stik, har Nordkorea sluttet sig til flere af verdens største militærmagter i kampen om at udrulle det nye og avancerede våbensystem.

Hypersoniske missiler flyver normalt mod deres mål i en lavere højde end ballistiske missiler. De kan opnå en fart på over fem gange lydens hastighed. Det svarer til cirka 6200 kilometer i timen.

Trods navnet er fordelen ved hypersoniske våben dog ikke deres fart, men deres manøvredygtighed, siger analytikere.

Ifølge KCNA løsrev det ”hypersoniske sprænghoved” sig under onsdagens test fra sin løfteraket. Derefter manøvrerede det 120 kilometer på egen hånd, inden det ”ramte sit mål præcist” 700 kilometer væk.

Testen blev blandt andet brugt til at bekræfte kontrollen med missilet. Også dets evne til at kunne bruges om vinteren skulle afprøves, melder mediet.

Nordkorea har i årevis været underlagt internationale sanktioner. Det skyldes landets udvikling af masseødelæggelsesvåben.

FN’s Sikkerhedsråd vedtog i 2006 en resolution om sanktioner. Det skete, efter at Nordkorea foretog en atomprøvesprængning.

Siden er sanktionerne flere gange blevet strammet som svar på yderligere forsøg med atomvåben og missiler.

Ifølge Nordkorea er udviklingen af slagkraftige våbensystemer nødvendig for at kunne forsvare sig mod en eventuel invasion fra USA.

Udviklingen af hypersoniske våben ses af analytikere som en måde, hvorpå Nordkorea kan komme uden om missilforsvar, som dem Sydkorea og USA er i besiddelse af.

/ritzau/Reuters

Andre læser

Mest læste

Del artiklen