Indien vil stoppe støtte til Moder Teresas hjælpefond

Den hindu-nationalistiske regering i Delhi beskyldes for at undertrykke og chikanere kristne.

Artiklens øverste billede
Fonden Missionærer for Velgørenhed blev dannet af Moder Teresa i 1950. Nonnen, som viede sit liv til at hjælpe de fattige i slummen i den østlige storby Kolkata (tidligere Calcutta), fik Nobels fredspris i 1979. Moder Teresa døde i 1997. Hun blev helgenkåret af pave Frans i 2016. Arkivfoto: Erik Gleie/Ritzau Scanpix

Indien har taget skridt til at stoppe udenlandsk støtte til en velgørenhedsfond, som er stiftet af den afdøde katolske nonne Moder Teresa. Kritikere siger, at dette er endnu et udtryk for, at landets hindu-nationalistiske regering forsøger at undertrykke og chikanere kristne.

Den ramte organisation hjælper hjemløse over hele Indien. Ifølge dagbladet Hindu modtog den sidste år et beløb svarende til op mod fem milliarder kroner fra udlandet.

Indiens indenrigsministerium meddelte juledag, at organisationen ikke havde fået fornyet tilladelsen til at modtage penge fra udlandet. Anmodning om fornyelse er ”afvist”, hedder det. Der er ingen klar begrundelse.

Fonden Missionærer for Velgørenhed blev dannet af Moder Teresa i 1950. Nonnen, som viede sit liv til at hjælpe de fattige i slummen i den østlige storby Kolkata (tidligere Calcutta), fik Nobels fredspris i 1979.

Moder Teresa døde i 1997. Hun blev helgenkåret af pave Frans i 2016.

Dominic Gomes siger på vegne af ærkebispedømmet i den indiske storby, at meddelelsen fra ministeriet ”var en grusom julegave til de fattigste af de fattige”.

Beslutningen kommer to uger efter, at politiet i Gujarat, som premierminister Narendra Modis hjemstat, har indledt en efterforskning af velgørenhedsorganisationen. Den beskyldes for ”at omvende hinduer til kristendom med magt”.

Dette er en almindelig beskyldning mod kristne fra militante tilhængere af hinduismen. Det er Indiens dominerende religion.

Aktivister klager over, at religiøse mindretal i Indien i stigende grad er blevet udsat for diskrimination og vold. De mener, at det er taget til, siden Modis hindunationalistiske parti, Bharatiya Janata Party (BJP), kom til magten i 2014.

Indien kaldes verdens største demokrati. Landet er med på det amerikanske regerings Kommission for International Religiøs Friheds liste over lande, ”som vækker særlig bekymring”.

Den indiske regering har i de seneste år også lagt stigende pres på på andre private organisationer, som modtager donationer fra udlandet. Heriblandt er flere menneskerettighedsgrupper.

/ritzau/AFP

Andre læser

Mest læste

Del artiklen