Over 100 anholdt efter lynchning i Pakistan

Fabriksdirektør fra Sri Lanka blev pryglet ihjel for påstået blasfemi i byen Sialkot i Punjab.

Artiklens øverste billede
Over 100 mennesker er blevet anholdt i Pakistan, efter at en fabriksdirektør fra Sri Lanka blev pryglet ihjel for påstået blasfemi. Det oplyser Pakistans premierminister, Imran Khan, til AFP. Foto: Arif Ali/Ritzau Scanpix

Over 100 mennesker er blevet anholdt i Pakistan, efter at en fabriksdirektør fra Sri Lanka blev pryglet ihjel for påstået blasfemi. Det oplyser Pakistans premierminister, Imran Khan, til AFP.

Drabet på fabriksejeren, der skete fredag, har vakt harme. Khan siger, at det var ”en skammens dag for Pakistan”. Den pakistanske regeringschef siger, at han har talt med Sri Lankas præsident om drabet.

Blasfemi har tidligere ført til makabre lynchninger i Pakistan, hvor den mindste kritik eller fornærmelse af islam som oftest bringer sindene i kog.

I et tweet skriver Khan, at han har talt med Sri Lankas præsident, Gotabaya Rajapaksa, og givet udtryk for sin nations vrede og skam over lynchningen af Priyantha Diyawadana.

Han tilføjer, at de mere end 100 anholdte vil blive retsforfulgt ”med hele lovgivningens strenghed”.

Sialkot ligger i den centrale Punjab provins omkring 200 kilometer sydøst for hovedstaden Islamabad.

Lokalt politi siger til AFP, at der var blevet spredt rygter om, at fabriksdirektøren havde revet en religiøs plakat ned fra en væg og smidt den i skraldespanden. Fabrikken producerer sportsudstyr.

Tahir Ashrafi, en særlig talsmand for Imran Khan i spørgsmål om religiøs harmoni, siger, at ansatte på fabrikken havde klaget over, at Diyawadana var en meget streng chef.

– Politiet efterforsker denne sag fra forskellige vinkler. Blandt andet fra et udgangspunkt om, at nogle fabriksarbejdere ville hævne sig og spillede et religiøst kort for at opildne andre til at hævne sig på chefen, siger Ashrafi.

Videooptagelser viser fabrikschefen blive slået og pryglet. Andre viser, at der bliver sat ild til ham og en bil, som menes at være hans.

Ingen af deltagerne forsøgte at skjule deres identitet. Nogle tog selfies foran det brændende lig. Mellem 800 og 900 mennesker slæbte ifølge lokale embedsmænd liget gennem gaderne.

Næsten alle landets politiske og religiøse partier har fordømt hændelsen.

Forrige søndag stak tusindvis af mennesker en politistation i brand i det nordvestlige by Charsadda. De krævede at få en mand udleveret, som skulle have brændt Koranen.

I april 2017 blev den studerende Mashal Khan lynchet af en hob, som sagde, at han havde lagt blasfemisk indhold ud på nettet. I 2014 blev et kristent par lynchet og brændt i Punjab, efter at de fejlagtigt var blevet anklaget for at have talt dårligt om Koranen.

/ritzau/AFP

Andre læser

Mest læste

Del artiklen