Henrettelserne vender tilbage i Afghanistan
Taliban vil skrue op for fysiske afstraffelser. Ophavsmanden til udmeldingen er en gammel kending.
I Afghanistan vil fysiske afstraffelser i form amputationer og piskning atter blive en del af hverdagen. Det samme vil den ultimative straf: henrettelse.
Det er meldingen fra mullah Nooruddin Turabi, der er udpeget til at stå i spidsen for landets fængselsvæsen.
»Afhugning af hænder er meget nødvendigt for sikkerheden,« fortæller han til nyhedsbureauet AP.
Den eneste usikkerhed, der resterer, er, om henrettelser og amputationer kommer til at foregå offentligt, som under talibanernes seneste regeringsperiode i 1990’erne.
Nooruddin Turabi mere end antyder dog, at det ikke er ham, der står i vejen for igen at bruge for eksempel Ghazi Stadium i Kabul som scene for afstraffelserne, som det tidligere var tilfældet.
Dengang stimlede tusindvis af mennesker sammen på stadion, når afghanere dømt af talibanerne skulle skydes eller for eksempel have hænder hugget af efter tyverier.
»Alle kritiserede os for afstraffelserne på stadion dengang, men vi har aldrig sagt noget om deres love eller straffe. Ingen skal fortælle os, hvordan vores lovgivning skal udformes. Vi vil følge islam, og vi vil basere vores love på koranen,« siger han til AP og uddyber, at der er retningslinjer undervejs.
At Turabi gør sig til fortaler for en korporlig linje er næppe en overraskelse.
Mullahen, som fysisk er kendetegnet ved at mangle det ene øje og det ene ben, var således justitsminister og leder af ”Ministerium for dyd og bekæmpelse af amoralitet”, frem til USA jog Taliban på porten.
Genindførelsen af ”Ministerium for dyd og bekæmpelse af amoralitet” var i øvrigt en af de første markante ændringer, Taliban gennemførte efter erobringen af Kabul. Ministeriet har overtaget lokalerne fra det nu hedengangne ministerium for kvindeanliggender.
På trods af genindførelsen af blodige afstraffelser holder Nooruddin Turabi ligesom øvrige talibanledere på, at bevægelsen har forandret sig. Det konkrete eksempel er, at han ved magtovertagelsen i 1996 råbte og skreg ad en kvindelig journalist for at få hende til at forlade et rum med mænd, mens han i en lignende situation efter denne magtovertagelse svarede på en kvindelig journalists spørgsmål.
»Vi er forandrede,« forklarer han.