Indflydelsesrig protestgruppe fra Hongkong er gået i opløsning

Kinas regler gør, at prodemokratisk gruppe i Hongkong ikke længere mener, at den har en fremtid.

Protestgruppen The Civil Human Rights Front (CHRF) fra Hongkong oplyser, at den opløser sig selv ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Alle grupper er blevet undertrykt, og civilsamfundet står over for en hidtil uset udfordring, skriver gruppen i en udtalelse med henvisning til den nationale sikkerhedslov, som Kina indførte i Hongkong i 2020.

CHRF var en vigtig aktør i de store demonstrationer mod sikkerhedsloven, der fandt sted i Hongkong i 2019 og 2020.

Men CHRF siger nu, at Kinas undertrykkelse af dem, der ønsker demokrati og et de facto forbud mod demonstrationer, har efterladt gruppen uden fremtid.

Demonstrationerne mod sikkerhedsloven udviklede sig hurtigt til demonstrationer for mere demokrati og for at politiet skulle stilles til ansvar, efter der blev brugt gummikugler og tåregas mod demonstranterne.

CHRF, der blev grundlagt i 2002, tillægges en del af æren for, at der sommetider var flere hundrede tusinde demonstranter i Hongkongs gader.

Sikkerhedsloven i Hongkong betyder, at man kan blive straffet for at kræve løsrivelse fra Kina, for terrorisme, underminering af regering og samarbejde med udlandet.

Bliver man dømt efter loven, kan man risikere fængsel på livstid, og det er den kinesiske regering, der bestemmer, hvordan loven skal fortolkes.

Mange af CHRF’s mest prominente aktivister sidder fængslet for brud på sikkerhedsloven, fordi de har arrangeret demonstrationer.

Tidligere på ugen sagde Hongkongs politichef til en avis, at CHRF måske havde brudt loven ved at arrangere demonstrationer i 2019.

Det skabte stor røre, fordi loven, der trådte i kraft 30. juni 2020, ikke skulle gælde med tilbagevirkende kraft.

CHRF’s beslutning om at stoppe kampen kommer også efter flere indslag på kinesiske statsmedier, der angreb gruppen og opfordrede myndighederne i Hongkong til at gøre mere for at afvikle dem.

/ritzau/AFP

Andre læser

Mest læste

Del artiklen