Fortsæt til indhold
Asien

Ekspert: Ulige fordeling af vacciner påvirker forsyningskæder

Ifølge en ekspert i global sundhed vil det påvirke verdens forsyningskæder, hvis der ikke kommer mere ligelig fordeling af vacciner.

Hvis man ikke får delt vaccinerne mere ligeligt rundt i verden, kan det også komme til at kunne mærkes meget lavpraktisk i rigere lande. Det vil nemlig gå ud over mulighederne for at få f.eks. mobiltelefoner, tøj og andre produkter til f.eks. Danmark.

Derfor slår Flemming Konradsen, professor og leder ved Afdeling for Global Sundhed ved Københavns Universitet, til lyd for, at vaccinerne bør fordeles mindre ulige. Det gør han i et interview med Politiken.

»Forsyningskæder vil blive påvirket, ligesom vi allerede har set det i Indonesien, Filippinerne og dele af Kina. Det vil blive svært for os både at få produceret og leveret ting, fordi de folk, som skal gøre det, er syge, i isolation eller påvirket af restriktioner. Det vil betyde, at den globale økonomi bliver ramt, og det vil også påvirke vores afsætningsmuligheder i Danmark«, siger han til Politiken.

WHO og interesseorganisationen Unicef har oprettet det såkaldte Covax-program, som skal sikre en fordeling af coronavacciner til alle lande i verden. Den danske regering har gennem dette program tidligere besluttet at sende f.eks. 300.000 vaccinedoser fra Astrazeneca til lande i Nordafrika.

Pt. er Afrika længst tilbage i vaccineudrulningen blandt kontinenter. Her er 1,5 pct. er færdigvaccineret, mens 1,6 pct. har modtaget første vaccinestik. F.eks. har Den Demokratiske Republik Congo kun påbegyndt vaccination af 0,09 pct., mens ingen er færdigvaccineret.

Pga. fordelingen af vacciner opfordrer WHO til, at lande ikke bestiller ekstra vacciner til færdigvaccinerede til en evt. tredje dose, men det har USA alligevel gjort.

Længst fremme i vaccineudrulning er Europa, hvor 36 pct. er fuldt vaccineret, mens yderligere 11 pct. har påbegyndt vaccinationen.

Ifølge Johns Hopkins Universitet er der på verdensplan administreret 3.785.901.984 doser vaccine.