Livsfarlig sygdom har ramt tusinder i Indien
En sjælden infektion breder sig med foruroligende hast i det folkerige og coronaramte land.
Indien er hårdt angrebet af coronaepidemien i disse måneder. Men samtidig skal landets sundhedsberedskab nu også forholde sig til en særlig såkaldt sort svamp, mucormycosis, der har ramt omkring 9.000 mennesker på kort tid, skriver BBC.
Svampeinfektionen har en typisk dødelighed på 50 pct. Og den er særlig ondskabsfuld i og med, at den i særlig høj grad rammer coronasyge, der er i bedring efter sygdomsudbruddet. Ifølge indiske læger er der en sammenhæng mellem behandlingen af covidpatienter og den sorte svamp. Og svampeinfektionen rammer typisk mellem 12 og 18 dage efter, at patienterne er kommet sig over coronainfektionen. Diabetikere er i særlig høj risiko.
De vestlige delstater Gujarat og Maharashtra har rapporteret op mod halvdelen af Indiens syge med den sorte svamp. Og 15 andre delstater har mellem 15 og 900 tilfælde. 29 delstater har fået besked på at kalde svampesygdommen en epidemi af regeringen.
Et enkelt hospital i den indiske by Indore havde otte patienter med sort svamp for en uge siden. I går lørdag havde den 185 svampepatienter.
»Væksten i antallet af patienter er overvældende. Vi plejer at se et til to tilfælde om året,« fortæller sygehusets medicinske direktør, professor V. P. Pandey.
Hvis ikke svampesygdommen behandles hurtigt og effektivt, er dødeligheden op til 94 pct. Den angriber typisk næse og øjne, men i nogle tilfælde også hjernen. Infektionen er så grusom, at den i visse tilfælde kan betyde, at en patient kun kan reddes ved f.eks. at få fjernet et øje eller hele underkæben for at undgå, at den når frem til hjernen.
Mucormycosis skyldes udsættelse for en skimmeltype, der ofte findes i jord, planter, gødning og overmodne frugter og grøntsager. Blandt symptomerne er sløret syn, brystsmerter, vejrtrækningsbesvær og opkast med blod, skriver DW. Et mere entydigt karakteristika er misfarvning af næsepartiet.