Fortsæt til indhold
Asien

Virusfrygt: Japan beder alle skoler om at holde lukket en måned

Til trods for Japan ikke har oplevet en støt stigning i antallet af nye virustilfælde, har landet besluttet af lukke alle skoler i en måned, hvilket har skabt uro blandt børnefamilier.

Efter i flere uger at have modtaget kritik for sin reaktion på spredningen af coronavirus har den japanske premierminister Shinzo Abe taget et drastisk skridt ved at bede alle skoler holde lukket en måned frem.

Det skriver The New York Times.

Shinzo Abe annoncerede, at skolerne skulle holde lukket hele marts i et forsøg på at forebygge risikoen for, at udbruddet blev forværret, som følge af »samlinger af mange børn og lærere i lang tid på daglig basis.«

Beslutningen har vakt kritiske røster fra den japanske befolkning, eftersom familier den kommende tid må indrette sig efter en ny dagligdag, nu hvor deres børn ikke skal møde op til undervisning.

»Det virker virkelig ekstremt og pludseligt. Og konsekvenserne for folk og deres daglige liv vil være så store, at jeg ikke er sikker på, det er det værd med hensyn til folkesundhed,« siger Chelsea Szendi Schieder, lektor i økonomi ved Aoyama Gakuin University i Tokyo, til The New York Times.

En af dem, som forventer at blive ramt af nedlukningen, er 56-årige Mieko Hamada, der er forretningsdrivende i det centrale Tokyo.

»Jeg bliver nødt til at se efter mine børnebørn hver anden dag. Min datter arbejder og kan ikke passe dem, og deres babysitter vil ikke. Det er fuldstændig kaos,« siger Mieko Hamada til Reuters.

Få virksomheder har valgt at lade deres ansatte arbejde hjemmefra, og der har i Japan være en generel modstand i forhold til at holde arbejdspladser lukket som følge af virusfrygt.

Analytikere mener, at der kan være tale om en politisk motiveret beslutning, da der det seneste stykke tid har været sået tvivl om, hvorvidt De Olympiske Lege, som afholdes i Japan til sommer, vil blive aflyst.

»Man er blevet sent opmærksomme på, at medmindre man stopper eller inddæmmer virussen, vokser chancerne for en aflysning hver dag,« siger Tobias Harris, ekspert i japansk politik ved Teneo Intelligence, til The New York Times.

Shinzo Abe har forsvaret beslutningen og siger, at der er tale om en »priotering af børnenes helbred og sikkerhed,« og at det er et forsøg på at undgå nye smittetilfælde.

Japan har indtil videre haft 200 smittetilfælde, hvoraf fem er døde, hvis man ser bort fra krydstogtsskibet Diamond Princess, som lå til kaj i byen Yokohama i to uger med over 700 smittede.