Fortsæt til indhold
Asien

110.000 redningsarbejdere skal finde overlevende efter den værste tyfon i årtier

I Japan går redningsmandskab fra dør til dør for at hjælpe borgere efter tyfonen Hagibis.

Tyfonen Hagibis ramte i weekenden Japan med vindhastigheder på op mod 225 km/t og så store nedbørsmængder, at landet ikke tidligere har oplevet noget lignende.

Mandag har tyfonen bevæget sig væk fra land og er noget svækket. Imens arbejder over 100.000 redningsarbejdere på at finde folk, der kan være fanget i vandmasserne.

I regionen Nagano bevægede redningsmandskab sig mandag fra dør til dør iført snorkler og dykkerbriller. Både militær, politi, brandvæsen og landets kystvagt er sat ind for at vurdere skaderne efter Hagibis.

Politiet leder efter japanere, som kan være fanget i oversvømmelser, i Nagano mandag. Foto: Kim Kyung-Hoon/Reuters

På et døgn kom der visse steder i japan 939,5 millimeter regn, svarende til knap en meter, oplyste Reuters søndag. Til sammenligning falder der på et helt år i Danmark ifølge DMI i gennemsnit 746 millimeter regn.

Da stormen var på sit højeste blev over 7 mio. mennesker bedt om at forlade deres hjem og søge i sikkerhed. Mandag morgen dansk tid lød meldingen fra myndighederne, at over 30 personer havde mistet livet i tyfonen, og flere er endnu savnet.

Redningsmandskab i Nagano leder efter folk fanget i biler eller andre transportmidler. Dødstallet fra tyfonen er mandag morgen opjusteret til mindst 30. Foto: Kazuhiro Nogi/AFP

Hagibis ramte kun en måned efter en anden kraftig tyfon. Den forrige tyfon efterlod store materielle skader, der endnu ikke var udbedret, da Hagibis gik i land.

Artiklens emner
Tyfon