Fortsæt til indhold
Asien

Dansker midt i omfattende bombeangreb på kirker og hoteller: »Vi kunne mærke trykbølgen«

Sri Lanka er søndag blevet ramt af flere eksplosioner i blandt andet kirker. Mange er døde. Danske Henrik Melder bor i landet og var selv tæt på en af eksplosionerne.

Påskedag er der sket en lang række eksplosioner i Sri Lanka. Det er rapporteret fra flere nyhedsbureauer, at tre kirker og to hoteller har været mål for eksplosionerne.

Danske Henrik Melder, der er lokalt gift og har boet i Sri Lanka i 10 år, var selv meget tæt på en eksplosion ved en kirke i hovedstaden Colombo. Hans svoger befandt sig endnu tættere på, godt 100 meter fra kirken St. Anthony.

»Det er en stor dag for kristne hernede, og jeg var selv på vej i kirke. Vi var i bil 700-800 meter fra min svoger, da bomben går af, og vi kan mærke trykket. Jeg siger til min kone, at jeg vender bilen med det samme. På vejen hjem begynder telefonen så at kime,« lyder det fra Henrik Melder.

Indtil nu er over 150 meldt dræbt og over 300 såret som følge af eksplosionerne, der har ramt flere steder. Det forventes, at tallene vil stige.

Henrik Melders egen svoger kom også lettere til skade.

»Min svoger kører tuk-tuk-taxa hernede. Han var mindre end 100 meter væk fra eksplosionen. Han var lige stoppet, fordi trafikken var så proppet, og der bliver han så ramt af nogle splinter. Men ikke noget helt alvorligt,« fortæller Henrik Melder på en Skype-forbindelse.

Henrik Melder har senere i en besked fortalt, at to børn af familiemedlemmer desværre er døde i en af eksplosionerne.

Henrik Melder. Foto: Privat

Henrik Melder er i kontakt med de fleste andre danskere i Sri Lanka, og vurderer at omkring 250 bor i landet fast foruden de mange turister, der besøger landet.

Der er ingen meldinger om danske tilskadekomne som følge af eksplosionerne, men Henrik Melder kritiserer, at han om morgenen dansk tid endnu ikke havde fået nogen information fra Udenrigsministeriet eller den lokale konsul.

Derfor er han selv gået i gang med at kontakte og advare alle danskere i området og tilbyde sin hjælp til dem, hvis der er brug for det.

Mindst 150 meldes døde i Sri Lanka. Foto: ISHARA S. KODIKARA / AFP)

Sri Lanka er en ung nation, som igennem 80’erne var ramt af stridigheder mellem etniske grupper. Konflikterne førte blandt andet til at flere tusinde tamilere flygtede til andre lande. I alt vurderer FN, at mellem 60.000 og 100.000 døde i konflikterne, inden den srilankanske regering i 2009 endeligt erklærede konflikten med De Tamilske Tigre (LTTE) afsluttet.

Terror i Sri Lanka

»Det er fandeme sørgeligt nu,« siger Henrik Melder om søndagens blodige udvikling og fortsætter:

»Det er et land, der har prøvet at kæmpe sig op igen. Men nu da jeg lige kom hjem og tændte fjernsynet, sad en tv-kommentator og græd og sagde: ”Vi er under angreb”.«

Det er endnu uvist, hvem der står bag søndagens eksplosioner, da ingen har taget ansvaret.

Jyllands-Posten har henvendt sig til Udenrigsministeriet, som endnu ikke har nogen udtalelser om situationen i Sri Lanka.

På Twitter opfordrer ministeriet dog til at følge lokale myndigheders anvisninger.