Annonce
Asien

Nyt topmøde mellem Nord- og Sydkorea planlagt: Er atomvåben på vej væk?

Forskere er ikke helt enige om, hvad det næste topmøde kommer til at betyde for atomnedtrapning og freden.

Nordkoreas Kim Jong-un og Sydkoreas Moon Jae-in giver hånd under et møde i Panmunjom i den Demilitariserede Zone mellem de to lande d. 27. april. Foto: Korea Summit Press Pool via AP

Atomvåben, aftaler og topmøder har fyldt overskrifter og TV-skærmene. Nu kommer det tredje topmøde mellem Syd- og Nordkorea til september. Men hvad bliver det hele til? Eksperter har delte meninger om, hvor positivt det skrider frem.

Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har forpligtet sig til at skabe en atomvåbenfri region og en fredsaftale. Det væsentligste er atomnedrustningen, men den er problematisk, forklarer Andreas Bøje Forsby, forsker ved Københavns Universitets Nordiske Institut for Asien Studier.

»Så længe, der er så meget slinger i valsen og udfordringer i forhold til USA, er det svært at se tingene for alvor bevæge sig fremad på en stabil måde med langsigtede perspektiver,« mener Andreas Bøje Forsby.

Nordkorea er ikke klar til at sætte sin status som atommagt på spil, før USA letter sanktionspresset, forklarer Andreas Bøje Forsby: »Begge partner skal vise tillid. Nordkorea har brug for, at USA letter mere på sanktioner i stedet for at presse på.«

Det ser ud til, at Nordkorea stadig beriger uran og på anden vis fortsætter sit atomprogram, forklarer han. Samtidig fortsætter amerikanerne deres sanktioner mod Nordkorea.

»Stærke kræfter tegner et billede af, at Nordkorea ikke gør de ting, der skal til,« siger Andreas Bøje Forsby.

Geir Helgesen fra samme institut ser mere positivt på, at topmødet kan føre til resultater.

»Det er et eksempel på, at genforeningstoget er på skinner og på vej. Det er positivt på trods af usikkerheden mellem Nordkorea og USA. Nordkorea fastholder en køreplan og snakker sammen med Sydkorea, der er mere realistiske i forhandlingerne,« siger han.

Han forklarer, at Syd- og Nordkorea har en større forståelse af hinandens politik end USA. Når Nordkorea bliver presset, reagerer landet aggressivt og vil værne om sin atommagt, siger han. Derfor fungerer den amerikanske strategi ikke.

»Nordkorea ser atomprogrammet som en sikkerhedsforanstaltning. De ser, hvad der skete i Irak, Libyen og Afghanistan. De tror, de er på listen og kan lide samme skæbne,« forklarer han med henblik på USA's tidligere interventioner og tilføjer: »Det er et selvmordsprojekt at bruge atomvåbnene, men det er effektivt have dem som forsvar til angreb fra en stormagt.«

»Når koreanske ledere beslutter sig for, at det skal lykkes og bliver ved med at holde møder, skal vi håbe og tro på, at det nok skal gå,« siger han.

Der skal en fuldstændig klar aftale med USA på bordet med sikkerhedsgaranti og økonomisk kompensation til Nordkorea for at nå til en holdbar aftale mellem Nordkorea og USA, vurderer han.

Der er mere stabilitet og flere væsentlige kontakter uden ordkrige end tidligere. Det tyder på, at atomvåben kan blive fortid, og fred kan blive fremtid, ifølge Geir Helgesen.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Sådan ser en Ikea-bolig ud

Ikea-familien skal til at bygge sine første boliger i Danmark. Se her hvordan tilsvarende boliger i Sverige ser ud. Finans
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Bolig
Sådan beskytter du boligen mod vandmasserne
En af konsekvenserne ved klimaforandringerne er mere nedbør og risiko for hyppigere oversvømmelser. Se her, hvordan du sikrer din bolig mod vandet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her