Det er ni måneder siden overgrebene på Rohingyaerne startede: Nu bliver børnene født
Mange af de børn, der blev undfanget som resultat af voldtægter, bliver født de næste uger.
FN's menneskerettighedschef har kaldt det »et skoleeksempel på etniske udrensning.«
Flere end 650.000 muslimske rohingyaer blev sidste år fordrevet fra Myanmar, da landets militær indledte en offensiv mod dem. Det muslimske mindretal har berettet om systematiske voldtægter og seksuelle overgreb på piger og kvinder, og resultatet begynder nu at vise sig i de flygtningelejrer i Bangladesh, hvor en stor del af rohingyabefolkningen opholder sig.
I maj måned er det ni måneder siden overgrebene for alvor startede, og derfor forventer nødhjælpsorganisationer nu, at flygtningelejrene vil opleve et babyboom. De næste uger vil de børn, der blev undfanget som resultat af seksuelle overgreb, blive født. Det skriver The Guardian.
Red Barnet og Læger Uden Grænser forventer, at antallet af mødre, der forlader deres børn, ligeledes vil stige de næste måneder, fordi kvinderne ikke er i stand til at tage sig af dem.
»De føler måske, at de ikke har midler til at passe deres børn, eller at de ikke er i stand til at holde af dem,« forklarer Melissa How, der er medicinsk kordinator i Læger Uden Grænser, til The Guardian og tilføjer:
»Mange af dem er unge piger under 18. Desuden er måden, de bliver opfattet på socialt på grund af stigmatisering, en yderligere stressfaktor.«
Pramila Patten, der er udsendt af FN og er specialiseret i seksuelle overgreb fortæller, at Myanmars militær bruger voldtægt som et systematisk våben.
»Det er et kalkuleret terrorredskab, der har til formål at udrydde og fjerne rohyingabefolkningen,« forklarer hun til The Guardian.
Læger Uden Grænser har etableret en række medicinske klinikker i flygtningelejrerne i Bangladesh for at hjælpe kvinderne med deres graviditeter. I januar oplevede lægerne, at mange kvinder kom til klinikkerne med voldsomme blødninger, der tydede på, at de havde forsøgt at foretage en abort på sig selv.
Ayesha på 34, der er mor til fem, og som selv blev voldtaget og gjort gravid af burmesiske soldater for et år siden, forklarer, at kvinder, der bliver voldtaget, ofte har svært ved at søge hjælp på grund af stigmatiseringen. Militæret slog også Ayeshas mand ihjel, og som enke er man i endnu større fare for at blive udstødt.
Meget få rohingyaer i Myanmar har adgang til lægehjælp, og derfor er deres eneste håb at søge hjælp hos familie og naboer.
»Det er meget svært for en enke at søge hjælp til en abort i vores samfund,« forklarer Ayesha til The Guardian.
»Jeg stoppede med at forsøge at finde en måde at komme af med graviditeten på og efterlod alting i hænderne på Allahs barmhjertighed.«
Ayesha fødte i januar en lille dreng, som hun på trods af de svære omstændigheder har valgt at beholde.
Det er uvist, hvor mange rohingyakvinder der er blevet gravide som resultat af seksuelle overgreb. Læger Uden Grænser havde til og med den 25. februar behandlet fem gravide voldtægtsofre, men anslår, at antallet af kvinder, der ikke søger hjælp, er markant højere.
Red Barnet har i tidligere rapporter advaret om, at de børn, der fødes i flygtningelejre i Bangladesh, er i stor fare for at dø, inden de bliver fem år gamle, fordi risikoen for, at de bliver ramt af sygdomme, er meget stor..