Annonce
Asien

Forsker: Ruslands børnehær er et tegn på, at tiden muligvis er ved at rinde ud for Putin

Præsidenten har ikke styr på den unge generation, mener ekspert i russisk sikkerhedspolitik.

Den russiske børnehær Junarmija under en march til historisk parade på Den Røde Plads i Moskva den 7. november 2017. Foto: Ivan Sekretarev

Mandag kom det frem, at Putin har skabt en hær for russiske børn.

For to år siden stiftede Ruslands forsvarsminister officielt hæren, der går under navnet Junarmija, for børn mellem 8 og 18 år, og allerede nu er mere end 190.000 børn meldt ind i den unge hær.

Børnene lærer bl.a. at håndtere skydevåben og at kaste med håndgranater, og vigtigst af alt lærer de, hvad det vil sige at være en god patriot.

Russiske børn flokkes til Putins ungdomshær

Men ungdomshæren kan ifølge lektor ved Aarhus Universitet med speciale i russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, Mette Skak, meget vel være et udtryk for, at Putin af al magt forsøger at opdrage den unge generation, inden de vender sig mod ham.

»Han har ikke godt fat i den helt unge generation, så jeg tror, at denne her hær også er et forsøg på at rette op på det problem, det er, at Kreml taler hen over hovedet på de unge. De unge er i opposition, og de er vrede,« siger Mette Skak.

Rusland har afsløret nyt antimissil-system, der skal beskytte Moskva

Hun mener, at den unge russiske generation er træt af Putin og hans korruption, og at de ikke er bange for at protestere.

»Vi har jo allerede set en del protestdemonstrationer mod korruptionen i Rusland. I 2017 lykkedes det den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnij at mobilisere ungdommen i både de store byer og helt ude i provinserne,« forklarer Mette Skak.

Ifølge hende er ungdomshæren et symptom på, at tiden muligvis er ved at rinde ud for Putin, fordi han ikke kan holde sammen på sit folk på tværs af generationerne.

Når man træner børn til krig, skubber man ifølge børnepsykolog hos Red Barnet, Anne-Sophie Dybdahl, deres personlige grænser for, hvad der er okay og for, hvad børnene mener, de kan tillade sig overfor andre mennesker. Hun forklarer, at det er en strategi, man har set brugt i mange lande gennem tiden, fordi det styrker børnenes loyalitet overfor det givne styre.

»Hvis man vil opdrage børn til en rigid opfattelse af, at nogen er onde, og nogen er gode og samtidig sørge for, at de forbliver tro mod deres land, så er det "smart" at starte i 8-års alderen. Det er i den alder, børn lærer at se ting fra flere vinkler og at tænke kritisk, og derfor kan man massere deres hjerner med denne her form for træning for at skabe et billede af, at fjenden ikke er menneskelig, og at vold derfor er okay,« siger Anne-Sophie dybdahl.

Hun forklarer, at børn er utrolig gode til at tage imod ordrer, fordi de gerne vil have, at de voksne skal kunne lide dem. Derfor er de nemme at opdrage.

Og Mette Skak mener at lige præcis opdragelse er nøgleordet for Putins børnehær.

»Han bruger den til at forsøge at skabe sammenhold om det, han mener generationerne burde være enige om - at de for enhver pris vil forsvare Moder Rusland. Det er en konservativ genopdragelse,« siger hun.

Herunder viser et opslag fra ungdomshærens Instagram-profil, hvordan børnene i Junarmija bliver oplært i krigsførelse og våbenhåndtering.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her