Fortsæt til indhold
Asien

Hun var 10 år i den nordkoreanske hær: Vi sov på risskaller, og mange blev voldtaget

Mange kvinder i den nordkoreanske hær holder op med at menstruere pga. fejlernæring.

Lee So Yeons oplevelser ligger 16 år tilbage.

Men i knap 10 år var hun en del af den nordkoreanske hær, hvor forholdene var så strenge, at hun holdt op med at menstruere.

Det fortæller den i dag 41-årige kvinde i et interview med BBC. I 2009 havde hun held til at krydse grænsen til Kina og lever nu i Sydkorea. Men hun husker stadig den gennemtrængende lugt, som fyldte barakkerne.

»Madrassen, som vi sover på, er lavet af risskaller. Så alle kropslugte siver ind i madrassen. Den er ikke lavet af bomuld. Fordi det er risskaller, er svedlugten og andre lugte der. Det er ikke rart,« beretter Lee So Yeon.

Hun meldte sig ind i hæren som 17-årig i 1992 under hungersnøden, fordi hun her kunne regne med ét måltid om dagen. Den første tid var hun fyldt af patriotisme og nød at være en del af militæret. Men den hårde træning og knappe madrationer begyndte snart at sætte sine spor.

»Efter seks måneder til et år i hæren holdt vores menstruationer op pga. fejlernæring og det stressende miljø.«

For de fleste var det dog en lettelse, da hæren ikke sørgede for bind, og de måtte derfor genbruge dem, som de havde. Samtidig var der ikke mulighed for at få et ordentligt bad, hvilket Lee So Yeon husker som noget af det værste.

»Fordi der ikke er noget varmt vandt, forbinder de en vandslange til kilden i bjerget og vandet kommer direkte derfra. Der kom frøer og slanger gennem vandslangen.«

Lee So Yeon sov i den nederste del af en køjeseng, og hver kvinde rådede over en lille kommode til deres uniformer, ligesom de alle havde to indrammede fotografier; et af Nordkoreas grundlægger Kim Il-sung og et andet af dennes søn, Kim Jong-il.

Hun fortæller, at hun ikke selv var udsat for voldtægt, men at det skete for mange af de andre kvindelige soldater.

»Kompagniets kommandør blev på sit værelse i enheden om aftenen og voldtog de kvindelige soldater under ham. Det skete igen og igen.«

Da Lee So Yeon forlod hæren, fordi hun havde nået den maksimale alder af 28 år, havde hun så svært ved at finde sig til rette i det civile liv, at hun forsøgte at stikke af til Kina.

Hun blev dog anholdt undervejs og tilbragte sammenlagt ét år i fængsel og dernæst i en arbejdslejr. Kort efter hun blev løsladt, lykkedes det hende at forlade Nordkorea.

I 2015 gjorde det nordkoreanske regime det obligatorisk for kvinder at aftjene syv års værnepligt, samtidig annoncerede man, at man ville sørge for udleveringen af bind af særlig høj kvalitet til de fleste kvindenheder.

Det nordkoreanske militær understreger ifølge BBC, at man tager seksuelle krænkelser meget alvorligt, og at voldtægtmænd risikerer syv års fængsel. Problemet er dog, at de færreste kvinder anmelder det.