Kampen mod terrorister får terrortruslen i Europa til at stige
Truslen er på vej mod samme niveau som efter 11. september 2001, vurderer en ekspert.
KØBENHAVN/BRUXELLES
Samtidig med at Vesten og herunder Danmark lader kampfly bombe terrororganisationen Islamisk Stat, IS, i Irak og Syrien, er terrortruslen mod Europa steget til et af de højeste niveauer i flere år. Det vurderer flere eksperter.
»Lige i årene efter 11. september 2001 var truslen mod Europa den højeste nogensinde, men vi er på vej mod det niveau igen. Den internationalisering, der finder sted i kampen mod IS, vil betyde en stigning i trusselsniveauet. Det vil først og fremmest handle om, at IS vil forsøge at inspirere og opfordre grupper, som sympatiserer med IS i vores del af verden, til at udføre terror. Truslen er især rettet mod de lande, der åbent er involveret i kampen mod IS. Det er USA, Storbritannien, Frankrig, Australien og f.eks. Holland og nu Danmark,« siger Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) betonede fredag, da det blev besluttet at sende kampfly fra Danmark til Irak, at truslen mod Vesten var en væsentlig årsag til det danske bidrag.
Claude Moniquet, tidligere agent i den franske efterretningstjeneste og i dag ekspert i terrorisme i Belgien, siger:
»Der er flere tusinde, der kæmper for IS, som er ekstremt rig, hvilket gør den meget magtfuld. Og den udgør den værste trussel i de seneste 25-30 år mod Europa.«
På samme linje ligger Magnus Ranstorp, terrorforsker ved Forsvarshøjskolen i Stockholm:
»Det er en alvorlig situation og den alvorligste i årevis. Problemet er, at antallet af krigere fra Vesteuropa og mængden af forskellige terrororganisationer i Irak og Syrien er betydeligt større.«