Overtræk på naturens konto fra nu
På under otte måneder har vi opbrugt Jordens ressourcer for året.
Brug og smid væk.
Tendensen er udbredt over hele Jorden, men særligt i den rige del af verden, giver økonomisk overskud muligheden for at købe nyt, når man har lyst.
Og det koster i det økologiske regnskab.
Ifølge WWF Verdensnaturfonden har vi mennesker allerede nu, blot otte måneder inde i året, forbrugt mere, end hvad Jorden kan nå at reproducere på et år.
Det viser data fra den internationale tænketænk for bæredygtighed, Global Footprint Network.
En kedelig dag rykker tættere på
Resten af året vil således gå med et såkaldt ubæredygtigt overtræk, som har konsekvenser som afskovning, mangel på drikkevand, udpining og erosion af jorden, tab af biodiversitet og opbygning af CO2 i atmosfæren.
Dagen, hvor grænsen for bæredygtigt forbrug er nået, kaldes også Earth Overshoot Day, og det er en dag, som man har kunnet markere stadigt tidligere på året i den senere tid.
Således kunne man i 2000 "fejre" Earth Overshoot Day den 1. oktober.
"Der er simpelthen ikke råd til, at vi fortsætter som nu. Vi skal blive meget bedre til at passe på vores ressourcer og ikke bare smide væk og overforbruge. Hvis vi stopper med det, er der en chance for, at planeten og verdens dyreliv ikke lider så stor overlast," udtaler Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.
Der er alternativer allerede
I begyndelsen af 1960'erne brugte menneskeheden kun to tredjedele af jordens tilgængelige naturressourcer.
Gitte Seeberg er frustreret over, at ikke nok benytter sig af de bæredygtige muligheder, der allerede er.
"Hvis man køber fisk mærket med MSC eller træ og papir, der er FSC-certificeret, så er bæredygtigheden sikret. Samtidig udgør den rene og vedvarende energi et alternativ til den sorte energiproduktion, hvis CO2-udledning forurener vores have og vores natur. Det kræver bare, at vi alle tager ansvar for vores forbrug og stiller krav til industrien om, at de skal gøre det samme," lyder det.
86 pct. af verdens befolkning bor i et land, der kræver mere fra naturen, end deres egne økosystemer kan genskabe.