»Vi burde køre mod Kiev i stedet«

ARTEMOVSK

Separatisterne har lagt sig i baghold ved rastepladsen på landevejen til Slavjansk. Trods deres camouflageuniformer er de ikke svære at få øje på. Geværløbene stikker frem bag bogstaverne i et overdimensioneret byskilt. De har fingrene på aftrækkeren. Klar til at byde de fremrykkende en varm velkomst til Artemovsk. Da vi holder ind til siden, dukker flere af dem frem fra bogstaverne og stormer forbi en kiosk, hvor vi holdt kaffepause på vej ind i Slavjansk for en uge siden. Grænsen mellem krig og fred er for tiden flydende her på egnen.

En af mændene fægter voldsomt med armene og vinker mig hen imod sig. De virker noget oppe at køre. Bagholdet er åbenbart nært forestående. På udsigt efter et sted at gå i dækning løber jeg hen mod mændene, der nu stormer hen over rastepladsen.

»Må jeg tage et billede?« spørger jeg på russisk. Spørgsmålet får den skæggede mand til at standse op, som havde han først nu fået øje på mig. Han løfter sin kalasjnikov og tager sigte lige i maven på mig. Som var kameraet en granat. »Njet,« råber han. Jeg løfter kameraet og hænderne til overgivelse. Et splitsekund er det, som overvejer han at skyde. Så sænker han geværet. Klokken er ti minutter i seks, og en konvoj fra den ukrainske arme skal åbenbart passere klokken seks.

Vi fortrækker, inden klokken slår seks. 5 km længere nede ad vejen har modparten i konflikten, de ukrainske regeringsstyrker, parkeret en pansret mandskabsvogn på tværs af vejen.

To pansrede mandskabsvogne med kampklare tropper på taget ruller ud på vejen. De er bedre udrustede end deres landsmænd oppe ad vejen. De har alle skudsikre veste og hjelme. Og virker lige så kampklare. Nationalgardens elitetropper.

Her må vi heller ikke fotografere. Men en major i tennissko og camouflageuniform dukker frem bag et skur ved vejsiden, hvor regeringstropperne har forskanset sig. Han vil gerne sludre.

Vi burde ikke være her

»Absurd,« svarer han, da vi spørger, hvad han mener om, at ukrainere er på vej ud for at slå landsmænd ihjel, der har lagt sig på lur længere oppe ad vejen.

Om han frygter, at nogen af hans mænd vil vende våbnene den forkerte vej, spørger vi forsigtigt. »Absurd,« gentager han blot og ryster på hovedet. Hvordan kan du være sikker på, at de kører i den rigtige retning, forsøger vi igen. De lyse, blå øjne stirrer direkte frem under kasketten. »Vi burde alle køre mod Kiev,« svarer han så. Uden at bekymre sig om, hvem der kan høre ham.

Majoren har nemlig ikke spor lyst til at føre krig mod sine egne landsmænd, når han nu tænker over det. »Hæren burde slet ikke være her,« mener han.

»Hvis hele regeringen var forsamlet her, ville jeg meje dem ned hele banden. Det er deres skyld det hele. De ser allesammen kun dollartegn.« Den nye ukrainske regering er ifølge majoren købt og betalt af Vesten.

Vil ikke skyde på civile

Med sådan en kampmoral er det ikke underligt, at den ukrainske sikkerhedsstyrkes offensiv mod de prorussiske separatister er kørt fast de seneste dage. »Jeg vil hellere gå imod mine ordrer end at skyde på civile,« siger majoren.

»Vil I også skyde på os?« spørger vores chauffør bekymret. Han bor i en forstad til Donetsk.

»Dem her behøver du ikke bekymre dig om,« siger majoren og peger rundt på de tilbageværende soldater. De ser noget mindre motiverede ud end dem, der netop er rullet af sted. Deres uniformsstandard er som majorens noget mere afslappet. Flere er i gummisko. En sågar i sandaler. »Men med nationalgarden ved man aldrig.«

Da vi giver hånd til afsked, beder majoren om, at vi ikke nævner hans navn og tjenestested. Det er svært at sige, hvem regeringen i Kiev bør være mest bange for. De væbnede mænd, der ligger i baghold oppe bag bogstaverne ved rastepladsen, eller de styrker, de har sendt ud for at bekæmpe dem.