Journalister befriet efter seks måneders fangenskab

To spanske journalister blev i september taget som gidsler i Syrien.

194 dage i fangenskab.

Journalisten Javier Espinosa fra den spanske avis El Mundo og freelancefotografen Ricardo Garcia Vilanova blev lørdag nat sluppet fri, efter at have været holdt som gidsler af en syrisk ekstremistgruppe, der formodes at have forbindelser til al-Qaeda.

Ifølge avisen The Guardian så holder gruppen stadig 40 vestlige gidsler til fange.

De to journalister forsvandt i september 2013, men det var først i december, at familierne stod frem og fortalte, at de blev holdt som gidsler. Som mange andre i samme situation forsøgte familierne indtil da at undgå offentlig omtale for at kunne forhandle med gidseltagerne om løsepenge.

Flere gidseltagninger

Javier Espinosa og Ricardo Garcia Vilanova blev overdraget til de tyrkiske myndigheder i nærheden af byen Tal Abiyad i Syrien - ikke langt fra hvor de oprindeligt blev taget til fange.

Umiddelbart efter ringede Javier Espinosa hjem til sin avis for at fortælle, at de var blevet frigivet. Ifølge udenlandske medier skulle de to journalister stadig være indlagt til en lægeundersøgelse på et nærliggende hospital.

Yderligere information om omstændighederne for deres frigivelse og eventuelle løsepenge er endnu ikke blevet offentliggjort. 

Antallet af gidseltagninger, og tidsperioden folk bliver holdt fanget, i det nordlige Syrien er eskaleret voldsomt og overstiger markant lignende situationer i resten af verden gennem de sidste årtier. Her drejer det sig om ofre fra flere end 10 forskellige lande, heriblandt Danmark og Sverige.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen