- Opdateret 22/03/2014 kl. 08:03
Australien jagter muligt flyvrag i udvidet havområde
Fly skanner 36.000 kvadratkilometer i Det Indiske Ocean for at finde genstande, der kan løse flymysterium.
Australien har udvidet eftersøgningen af de to genstande, som muligvis stammer fra det forsvundne passagerfly fra Malaysia Airlines.
Samtidig siger landets vicepremierminister lørdag, at eftersøgningen fortsætter "på ubestemt tid".
- Det er et meget afsides område, men vi agter at fortsætte eftersøgningen, indtil vi er helt sikre på, at yderligere eftersøgning vil være forgæves, og den dag er ikke i sigte, siger vicepremierminister Warren Truss fra luftbasen i Perth.
- Der er ingen oplysninger, der får os til at opgive eftersøgningen, siger han.
Knap Danmarks størrelse
Fredag fløj fem fly hen over et område på 23.000 kvadratkilometer i den sydlige del af Det Indiske Ocean, hvor der muligvis er spottet vragdele fra flyet MH370, og seks fly har lørdag jagtet genstandene i et område på 36.000 kvadratkilometer.
Til sammenligning har Danmark et areal på cirka 43.000 kvadratkilometer.
Men det er indtil videre ikke lykkedes at finde de to store objekter, som satellitbilleder opdagede 16. marts cirka 2500 kilometer sydvest for australske Perth.
Styrket
Søndag bliver eftersøgningen yderligere styrket af to kinesiske og japanske fly, der tilslutter sig jagten mandag eller tirsdag.
Ifølge Autraliens marinesikkerhedsmyndigheder (Amsa) befinder to handelsskibe sig i området, hvor objekterne er blevet spottet. Og endnu et flådefartøj ankommer til stedet tidligt lørdag morgen dansk tid.
Fordi satellitfotoet af de mulige vragdele - hvoraf den største er cirka 24 meter - blev taget for flere dage siden, er det er ikke sandsynligt, at genstandene befinder sig samme sted i vandet. Ligesom man heller ikke ved, om de er stammer fra det forsvundne fly.
Flyet MH370 har været forsvundet på mystisk vis i over to uger. En omfattende international eftersøgning er indtil videre endt uden resultatet.
/ritzau/AFP