Merkel sender topspioner til USA
Tyskland og Brasilien arbejder på en FN-resolution, der skal sætte en stopper for spionage.
Topfolk fra de to tyske efterretningstjenester bliver sendt til Washington for at finde hoved og hale i afsløringerne af, at den tyske kansler Angela Merkel er blev aflyttet af den amerikanske efterretningstjeneste NSA.
Ni medlemmer af Europaparlamentet tager også til Washington, hvor de håber at få nogle svar i aflytningsskandalen.
USA har afvist, at Angela Merkel bliver aflyttet. Men USA afviser også at svare på, om man har gjort det tidligere.
Merkel har understreget, at hun ønsker handling fra præsident Brack Obama og ikke blot undskyldninger.
Kræver nye regler
Tyskland og Frankrig kræver, at der inden årets udgang er lavet nye regler for samarbejdet med den amerikanske efterretningstjeneste. Men det vil Danmark som udgangspunkt ikke være med til.
I dagens udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten siger Helle Thorning-Schmidt (S) således: "Jeg har ikke noget klart billede af, hvad de fransk-tyske tanker munder ud i. Der tales om bilaterale aftaler med USA, som andre lande har mulighed for at tilslutte sig, men vi udelukker ikke noget på forhånd."
I dagens udgave af Berlingske siger eksperter, at det er muligt, at USA har en aftale om "lovlig" aflytning i Danmark. Justitsminister Morten Bødskov afviser ikke, at USA også kan have overvåget danskere, skriver avisen.
Spionage skal stoppes
Tyskland og Brasilien er ved at udarbejde en FN-resolution, som skal kræve, at der bliver sat en stopper for omfattende spionage og invasion af privatlivets fred. Det skriver Nyhedsbureauet Reuters.
Både Brasiliens præsident Dilma Rousseff og tyske Angela Merkel har fordømt den udbredte spionage, som amerikanske NSA har foretaget.
Merkel sender topspionerne til USA i et forsøg på at få svar fra Det Hvide Hus, efter at det har skabt stor forargelse i Europa, at Merkels mobiltelefon er blevet aflyttet, og titusindvis af franske telefonopkald er blevet registreret.
En vis tyngde
Udarbejdelse af FN-resolutionen kommer som reaktion på de seneste oplysninger om amerikansk spionage.
"Resolutionen vil sandsynligvis få enorm støtte, da ingen kan lide, at NSA udspionerer dem," siger en anonym vestlig FN-diplomat til Reuters.
FN's generalforsamlings resolutioner er dog ikke bindende. Men hvis resolutionen får bred international opbakning, vil den have en stor moralsk og politisk tyngde.
Süddeutsche Zeitung har berettet, at aflytningen af Merkel muligvis er sket fra den amerikanske ambassade i Berlin, som kun ligger ca. 500 meter fra Merkels kontor.