Canadas største provins forbyder religiøse symboler
Den fransktalende del af Canada vil af med jødiske kalotter og muslimske tørklæder.
Los Angeles
En ophedet debat rumsterer i øjeblikket i Canada, hvor landets største provins vil forbyde religiøse symboler på alle offentlige institutioner og arbejdspladser.
Québec er det politiske, kulturelle og økonomiske centrum for det fransktalende Canada, og her ønsker regeringen med Parti Québécois i spidsen at forbyde synlige religiøse symboler som den jødiske kalot, forskellige muslimske hovedbeklædninger og store kristne kors.
Det vil fortsat være lovligt at bære religiøse symboler i øreringe, mindre halskæder og fingeringe.
Demonstrationer i Montreal
Lovforslaget, som omfatter alle offentlige arbejdspladser, er en del af regeringens ”charter om værdier”, som har delt provinsens indbyggere og mobiliseret oppositionen.
De seneste uger har storbyen Montreal oplevet det usædvanlige skue, at tusinder af muslimer, jøder og sikher har marcheret sammen gennem gaderne i fællesdemonstrationer mod det varslede forbud.
Québec har godt otte mio. indbyggere, hvoraf ca. halvdelen bor i Montreal og metropolområdet omkring storbyen.
Provinsen, som har en stærk separatistbevægelse, har ligesom de øvrige canadiske provinser en lokal regering samt en etkammerforsamling, der kan lovgive om lokale anliggender.
Forbundsregering kæmper imod
På landsplan har den konservative regering i forbundsparlamentet imidlertid blæst til kamp mod initiativet, og man er tilsyneladende klar til at udfordre loven ved en forbundsdomstol.
I Ontario, som er det økonomiske, politiske og kulturelle centrum for den engelsktalende del af Canada, har man vedtaget en fordømmelse af naboprovinsens planer.
Og i milliobyen Calgary mod vest har byens muslimske borgmester opfordret religiøse minoriteter til at flytte til byen, hvor man med borgmesterens ord ”er ligeglade med, hvem man tilbeder.”
Forslaget har dog også mange tilhængere, og i Montreal er der ligeledes arrangeret flere demonstrationer med opbakning til initiativet.