- Opdateret 11/06/2013 kl. 14:12
FN taler med Tyskland om at tage syriske flygtninge
Tyskland taler med FN om at tage imod 10.000 syriske flygtninge fra den blodige konflikt i landet.
FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har indledt samtaler med Tyskland om at tage imod cirka 5.000 syriske flygtninge, siger talsmand Adrian Edwards fra kommissariatet.
Talsmanden siger samtidig, at UNHCR også snakker med andre europæiske regeringer om at finde hjælp til de 1,6 millioner syrere, som er flygtet fra landet.
FN forventer, at antallet af flygtninge vil stige til 3,45 millioner mod slutningen af 2013.
Håb om solidaritet
Forsøget på at finde husly til de mange syrere på flugt vil kun gælde de mest "sårbare flygtninge", og hovedparten vil stadig skulle optages af Syriens nabolande Libanon, Jordan, Tyrkiet og Irak.
- Lige nu er vores prioritet at finde ophold her i regionen (omkring Syrien), men det er rigtigt, at vi finder det vigtigt, at lande uden for denne region viser solidaritet med de lande, som er mest påvirkede af denne krise, siger Adrian Edwards.
Langt størstedelen af flygtningene ønsker at vende hjem til Syrien, siger talsmanden. 80.000 menes at være dræbt i Syrien, siden konflikten brød ud i 2011.
UNHCR forventer at holde samtaler med andre potentielle modtagerlande i slutningen af juni, men organisationen melder ikke noget om, hvilke lande der er tale om, eller hvor mange flygtninge, der skal findes husly til.
Ritzau