Oligarken Boris Beresovskij er død
Boris Beresovskij, der i slutningen af sit liv boede i Storbritannien, havde som mål at styrte Putin.
Boris Beresovskij, den russiske oligark og Putin-modstander, er død i sit hjem i Storbritannien, 67 år. Familien bekræfter dødsfaldet over for nyhedsbureauet Itar-Tass.
Beresovskij sikrede sig sine enorme rigdomme i 1990'ernes Rusland.
Han havde nære relationer til daværende præsident Boris Jeltsin, men faldt i unåde under den senere præsident Vladimir Putin.
Oligarken blev med den nye mand, Putin, ved roret anklaget for bedrageri. Den tidligere matematiker frygtede for sit liv og valgte at flygte til Storbritannien i 2000.
Et større opgør
Senest var han i 2012 gennem et større retligt opgør i London med en anden oligark, Roman Abramovich, der blandt andet ejer fodboldklubben Chelsea.
De to havde på et tidspunkt gjort forretninger i Rusland, og Beresovksij mente, at han var blevet bedraget og krævede tre milliarder pund i erstatning. Men domstolen i London gav ham ikke ret.
Beresovskij lagde aldrig skjul på, at hans mål var at styrte Putin.
- Vi må bruge magt for at ændre dette regime. Det er ikke muligt at skifte regimet ved brug af demokratiske midler, sagde han i et interview i 2007.
Had var gengældt
Der er ingen tvivl om, at hans had til styret i Moskva var gengældt.
Han støttede Akhmed Sakajev, efter at den tjetjenske eksilleder i 2002 kortvarigt sad anholdt i København, og Rusland krævede ham udleveret.
Han havde kontakt til Aleksander Litvinenko, en tidligere KGB-mand, som var hoppet af i Storbritannien. Litvinenko døde i 2006 i London af en forgiftning, der var forårsaget af det radioaktive polonium-210, som formentlig var anbragt i hans mad og drikke af russiske agenter.
Beresovskij blev regnet som en af Jeltsins nærmeste rådgivere, og det var op gennem 1990'erne under den vilde privatisering af gammel sovjetisk ejendom, at han samlede sig en milliardformue inden for olie, medier og transport.
Et familiemedlem siger, at det muligvis drejer sig om selvmord. Russiske medier har den seneste tid omtalt mulige finansielle problemer for Beresovskij, og han skal blandt andet have solgt ud af sin store kunstsamling.
Beresovskij var gift og skilt to gange og efterlader sig partneren Jelena Gorbunova, som han har dannet par med siden 1996.