"Discovery" begynder hjemrejse
Den amerikanske rumfærge "Discovery"s 13 dage lange rummission nærmer sig sin afslutning. Går alt vel, lander den kl. 15.14 (dansk tid) i Cape Canaveral i Florida.
NASA, den amerikanske rumadministration, gav godt en time før den planlagte landing "Discovery" tilladelse til at sætte rumfærgen ned i Cape Canaveral, efter at vejrudsigten lovede medgørligt vejr.
Derefter gjorde "Discovery" sig klar til turen ned igennem atmosfæren og mødet med temperaturer på op til 1700 grader celcius.
I 2003 brændte søsterfærgen "Colombia" op over Texas, fordi det beskyttende materiale, der beklædte færgens vinger og understel, havde taget skade under opsendelsen.
Astronauterne og tekniske måleapparater har undersøgt "Discovery" i rummet, og alt tyder på, at færgens beskyttende materiale er intakt.
/ritzau/