Mindst 67 meldes dræbt af tsunami i Indonesien
Drabstallet stiger time for time i kølvandet på tsunamien, der mandag formiddag ramte den sydlige del af den indonesiske ø Java.
Lokale medier fortæller, at mindst 67 mennesker har mistet livet i flodbølgen, mens yderligere 70 er meldt savnet. Blandt de savnede er to svenske drenge, der menes at være fire og ni år gamle, mens deres 40-årige far er på hospitalet, skriver nyhedsbureauet TT.
Det svenske udenrigsministerium har sendt personale til katastrofeområdet for at få kontakt med andre svenskere, der kan have været i området, da bølgerne ramte kysten.
Tsunamien blev udløst af et jordskælv i havet ud for Java. Skælvet, der havde en styrke på 7,2 på Richterskalaen, sendte ifølge øjenvidner en tsunami med to meter høje bølger ind over kysten og ramte bl.a. byen Pangandaran, der er et populært turistmål for lokale. Militæret talte om tre meter høje bølger.
Lokalpolitikeren Rudi Supriatna Bahro sagde tidligere på eftermiddagen (dansk tid) til tv-stationen Metro, at dødstallet lå på 37.
- Men tallet vil med sikkerhed stige, tilføjede han.
Tidligere sagde indonesisk Røde Kors, at 40 mennesker var savnet, men det var ikke klart, om nogle af de omkomne var blandt de, der tidligere blev meldt savnet.
Vidner sagde, at bølger buldrede ind over kysten og smadrede bygninger og huse.
- Bølgerne kom pludselig, og vi løb mod bakkerne. Fire mennesker fra den gruppe, jeg var sammen med, er væk, sagde en kvinde, der blot kaldte sig Teti.
Hun sagde, at hun havde været sammen med hollandske turister, da bølgerne kom.
- Mange små hoteller blev ødelagt. Hoteller på stranden ved Pangandaran blev ramt forfra. Både blev kastet imod bygningerne, sagde hun til den lokale radio.
Jordskælvet ramte kl. 10.19 (dansk tid), men der gik nogle timer, før det stod klart, at så mange mennesker var omkommet. Den lokale militærchef Asep Kurniadi sagde senere på dagen, at vandstanden var tilbage til det normale.
Indonesien blev også hårdt ramt af den store tsunami i 2004. Da blev omkring 230.000 mennesker dræbt. 168.000 af ofrene omkom i den indonesiske Aceh-provins.
/ritzau/AFP