Forhandler: Israel har begået fejl

Det er en fejl, at Israel fra begyndelsen af krisen har afvist at forhandle fanger med Hizbollah og Hamas.

Israelerne skulle have holdt denne mulighed åben, for i sidste ende bliver de nødt til det, mener den danskisraelske tidligere fredsforhandler Ron Pundak. Det internationale samfund er for uambitiøst, siger han.

Tel Aviv Lige siden den første israelske soldat blev kidnappet i Gaza i slutningen af juni, har den israelske regering nægtet at udveksle fanger med Hamas.

Da Hizbollah i forrige uge kidnappede to soldater og krævede fanger løsladt fra israelske fængsler i bytte for de israelske soldater, afviste Israels regering også dette kategorisk.

Det er en fejl, mener den dansk-israelske tidligere fredsforhandler Ron Pundak, der i begyndelsen af 1990'erne stod for de hemmelige forhandlinger med palæstinenserne og lagde grunden til Oslo-aftalen i 1993. I dag er han leder af Peres Center for Fred i Tel Aviv.

»Regeringen skulle ikke have været så hårde i dens udmeldinger, og den skulle bestemt have holdt denne mulighed åben. Det var en fejl, men det er nok noget, man finder ud af hen ad vejen,« siger han.

Israel blive nødt til at forhandle soldater?

»Ja, det tror jeg bestemt,« siger Ron Pundak.

Han er overbevist om, at det er muligt at løse konflikten, men tidspunktet for en løsning afhænger af tre afgørende punkter:



  • Hvornår der bliver udarbejdet en strategi, som kan få Israel og Hizbollah ud af krisen uden at de bliver nedværdiget.
  • Hvornår begge parter er parate til at tale.
  • Hvornår der kommer en tredje part ind i konflikten - og hvem det er.


Men der er behov for aktiv international deltagelse i konflikten - og det skal ske nu, vurderer Ron Pundak.

»Desværre kommer FN eller USA eller de andre vestlige lande ikke med gode ideer. De opfordrer til våbenhvile, men det er langtfra nok. De bliver nødt til at være mere konkrete i deres forslag og komme med en plan, hvor man fokuserer på dialog med begge sider,« siger han og understreger, at det skal være en plan, som begge sider kan gå i gang med at forhandle.

»Man skal passe på, der ikke kommer for meget vestlig støtte til Israel. Israel er ikke en vestlig hær i Mellemøsten, så man skal også være opmærksom på den anden side,« påpeger han.

Har det internationale samfund reageret for langsomt?

» Vi står i et vadested, hvor situationen kan udvikle sig i begge retninger, så det er bestemt tidspunktet at reagere nu.«

Skjulte forhandlinger

Der kan foregå officielle forhandlinger, men der kan også foregå uofficielle forhandlinger. Hvordan tror du, at dette vil blive grebet an?

»Der vil uden tvivl foregå uofficielle forhandlinger, hvor man udveksler ideer. Officielt har Israel sagt, at man ikke vil forhandle soldater, men uofficielt kan det godt være, at de ikke er så skarpe i retorikken.«

Med din erfaring tror du, at der foregår nogle skjulte forhandlinger nu?

»Jeg tror det ikke, men det er svært at sige. Men dette er i hvert fald tidspunktet at begynde dem.«

Hvem vil tage det første skridt?

»Det afhænger af den tredje parts styrke. Condoleezza Rice kommer i næste uge, og det kan blive hende, men der er så mange ukendte faktorer, og der kan stadig ske meget, som vil ændre situationen. Vi er stadig på det stadium, hvor de to parter er i gang med at udmatte hinanden.«

Men Syrien, som jo er et af de lande, som støtter Hizbollah, har et meget dårligt forhold til USA, mens Israel og USA er tættere på hinanden. Kan Condoleezza Rice fungere som en neutral mellemmand?

»Det afhænger af mange ting, men Syrien er interesseret i at få et bedre forhold til USA efter drabet på den tidligere libanesiske regeringsleder, Rafik Hariri, så det behøver ikke at være en barriere. Det handler om, at der kommer et modent menneske ind i konflikten og tager ansvar.«

Kan det også være Syrien eller Iran?

»Det tror jeg ikke. De kan måske spille en rolle i forhold til Hizbollahs krav, men de har ingen interesse i at skabe en langvarig fred,« siger han og peger på, at det kan være Egyptens præsident, Hosni Mubarak, eller EU's udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana.

Forhandlingsemner

Fredsforhandlingerne skal både handle om at skabe resultater på kort og på langt sigt - og derudover skal man sikre, at alle parter får noget ud af det. Og der er emner nok at drage ind i forhandlingerne, mener Ron Pundak.

Et afgørende emne vil være implementeringen af resolution 1559, der kræver en opløsning af Hizbollah. Indsættelse af de libanesiske styrker i det sydlige Libanon vil også være et emne, ligesom diskussionen om de kidnappede israelske soldater og udveksling af fanger.

Derudover vil det omstridte Sheeba Farms-område, som ifølge Hizbollah og Libanon er under israelsk besættelse, sandsynligvis også indgå.

»Der er nok ingredienser til at bage en stor kage, spørgsmålet er bare hvordan den skal smage - og om parterne så kan lide den,« siger Ron Pundak, der er overbevist om, at Israel og Hizbollah ikke kommer til at sidde i direkte forhandlinger.

»Der er for meget vrede og had mellem dem til, at der kommer noget ud af det. Derfor er det afgørende, hvem der bliver den tredje forhandler. Situationen er endnu ikke helt klar, men det vil være muligt at finde frem til en fredelig løsning,« siger Ron Pundak.

sanne.gram@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.