Jazeera: Osama bin Laden truer USA og dets allierede
Osama bin Laden opfordrer til selvmordsangreb mod USA og dets allierede i Irak. Det rapporterer tv-stationen al-Jazeera ifølge flere nyhedsbureauer.
- Vi vil fortsætte med at bekæmpe jer, og vi vil udføre martyraktioner både inden for og uden for USA, indtil I holder op med at være uretfærdige, lød en stemme på det lydbånd, som ifølge al-Jazeera er Osama bin Ladens.
Stemmen på båndet advarer også USA's allierede i Irak og truer med "at svare igen på passende tid og sted mod alle lande, der deltager i denne uretfærdige krig, nemlig Storbritannien, Spanien, Australien, Polen, Japan og Italien".
Det er endnu ikke klarlagt, hvorfor al-Jazeera er sikker på, at stemmen på lydbåndet er Osama bin Ladens.