Amerikanske betjente beskudt med maskingevær
Trafikforseelse udviklede sig til ildkamp, hvor to betjente måtte søge ly fra ilden fra en russisk stormriffel.
En banal politiforretning i Montecito Heights i Los Angeles udviklede sig i weekenden dramatisk. To betjente på 48 og 25 år, der ville stoppe en sort Honda, fordi den manglede et lys, blev pludselig beskudt med den udbredte russiske stormriffel af mærket AK-47.
Det skriver den amerikanske avis, Los Angeles Times.
Betjentene havde forfulgt bilen et stykke tid, da den pludselig trak ind til siden. Allerede inden betjentene havde fået parkeret patruljevognen, sprang en mand ud af den sorte Honda.
Ingen chance
Den ene betjent, Porras, fortalte mandag Los Angeles Times, at han vidste, at de var i vanskeligheder, da manden kom ud af bilen med sit våben, hvortil der var fastgjort et bananformet magasin - og begyndte at skyde mod betjentene.
"Alt, vi kunne gøre var at dukke os," sagde Porras.
Hans yngre kollega, Tuck, blev ramt af et projektil, der næsten skar hans håndled over. Tuck besvarede ilden, men blev også ramt i albuen og i ryggen.
Da manden skydende løb frem mod patruljevognen, besvarede Porras ilden.
Flygtede da han blev ramt
"Han vendte sit våben mod mig. Jeg begyndte at skyde. Jeg ramte ikke med de første få, men så ramte jeg ham i benet og slog ham i jorden."
Det fik manden til at flygte sammen med føreren af den sorte Honda.
Begge betjente overlevede ildkampen.
"Vi var partnere. Nu er vi brødre for livet," sagde Porras, da han besøgte sin kollega på hospitalet.