Congolesere gik til valg uden frygt

DR Congos skoler var fyldt til bristepunktet, da ivrige congolesere for første gang nogensinde i går kunne stemme på mere end én kandidat til et præsidentvalg. Valgdagen forløb overraskende fredeligt landet over, og det største problem for vælgerne var de seks sider lange stemmesedler.

Kinshasa

Sidste gang, papa Lokano stemte ved et valg i DR Congo, var for 36 år siden. Dengang regerede diktatoren Mobuto Sese Seko, så papa Lokano fik kun udleveret to stemmesedler. En grøn for stabilitet og Mobotu og en rød for forandring og kaos. Papa Lokano gik som alle andre frem i fuld offentlighed og lod den ene stemmeseddel synke i valgurnen. Det kunne ikke være den røde, for så ville han sandsynligvis blive arresteret for ikke at stemme på Mobuto, som dengang var den eneste kandidat. Alle kunne jo se, hvem han stemte på.

Men denne dag ved middagstid i den bagende sol møder papa Lokano op på skolen lige over for baptistkirken for at sætte et kryds ved sit første demokratiske valg nogensinde. Stemmesedlen til parlamentet bærer 885 navne på de kandidater i Kinshasa, han kan vælge imellem. Under opsyn fra fem observatører afleverer han sit valgkort og får udleveret de plakatstore stemmesedler. Et øjeblik efter presser han dem ned i den hvide papkasse.

Vælgere i lange køer

De 25 mio. stemmeberettigede congolesere over 18 år måtte stå i lange køer for at opleve det, som de har ventet på i mange år. At være med til at bestemme fremtiden for deres uroplagede land. Derfor væbnede de sig over hele DR Congo med tålmodighed, mens de ventede på at afgive deres stemme, og kun ganske få steder var der uro. På landet gik folk endda mange kilometer på bare tæer for at sætte deres kryds.

Eunice Nseya står i køen uden for valglokalet. Mens hun venter, kan hun høre musikken og gospelkoret fra kirken ved siden af. Det er søndag, så kirkerne i Kinshasa er lige så fyldte som stemmeboksene. Hun går i gymnasiet og glæder sig til at stemme.

»I dag har vi én præsident og fire vicepræsidenter. Det gør Kabila svag. Jeg vil vælge en stærk person, som skal være vores leder. Hvis vi får en stærk mand, vil vi få et bedre liv,« siger Eunice Nseya.

Vælgerne bliver kaldt frem en ad gangen, så der ikke opstår kaos. Advokat Kenny Muhemedi smiler begejstret, da han propper den orangestribede stemmeseddel med sit valg af præsident ned blandt de andre sedler.

»Tidligere var mit valg begrænset, men nu kan jeg stemme frit uden at blive arresteret. Jeg har stemt på Joseph Kabila. Han vil fortsætte den gode udvikling. Alt tager selvfølgelig tid. Et valg er ikke lig med forandringer nu og her, men et stort skridt på vejen,« siger Kenny Muhemedi.

Op til valget har den uafhængige valgkommission gjort et stort oplysningsarbejde for at fortælle befolkningen, hvad et demokratisk valg er. Størstedelen af congoleserne er analfabeter og har ikke megen tiltro til autoriteter. Under oplysningskampagnen mødte de udsendte spørgsmål som »bliver jeg slået ihjel, hvis jeg vælger en bestemt kandidat?«

Svært at finde kandidat

En mand i den brune pap-stemmeboks roder med stemmesedlen. Han kan ikke finde sin kandidat og må have hjælp af en frivillig, der holder styr på stemmerne. Hun bladrer til side tre og peger på papiret. Langt de fleste vælgere skal have hjælp til at stemme korrekt. Uden for valgstederne er tavler med en oversigt over, hvem der kan stemmes på, men de lange stemmesedler frustrerer alligevel parlamentskandidat Kavula Muzalu, der stiller op som nr. 319. Han tvivler på, at vælgerne får stemt på den kandidat, de reelt havde besluttet sig for.

»Jeg er blevet ringet op på min mobil flere gange. Folk kan ikke huske mit navn eller mit nummer, fordi de er analfabeter. Og når de ikke kan det, ender det bare med, at de stemmer på én, de ikke ved, hvem er,« siger Kavula Muzala.

Tilfredshed hos FN

Men hvis stemmesedlernes længde er det største problem, som viser sig på valgdagen, er det også i orden. Og noget kunne tyde på det.

Kommunikationsmedarbejder Clas Waldenström, der er udsendt under FN's Udviklingsprogram har fulgt valget nøje, og han er begejstret for, at det er forløbet så fredeligt.

»Det er et mirakel, at det er lykkedes. Hvis vi kigger på, hvor Congo var for fire år siden, er dette resultat virkelig flot. Især fornemmer jeg, at der blandt befolkningen er en følelse af at være congoleser. Med alle de forskellige grupperinger, der er opstået gennem mange års krig, er det helt utroligt opløftende,« siger Clas Waldenström.

Resultatet af valget kommer først om cirka tre uger. Der har længe inden valgdagen været spekulationer og rygter om valgsvindel. Derfor håber Clas Waldenström, at alle afholder sig fra at lancere exit-polls før resultatet.

»Det vil være en meget dum ide at byde ind med resultater før tid. Det vil skabe rygter, og folk vil reagere på mere eller mindre pålidelige tal, for det er nærmest umuligt at komme med korrekte bud. Det kan betyde en destabilisering af landet og lede til uroligheder,« siger han.

Indtil videre er der ingen meldinger om valgresultatet, som derfor tidligst kommer et stykke inde i august.

puk.andersen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.