Hizbollah-tv triumferer

Feststemning blandt Hizbollah-sympatisører efter krigen mod Israel, der trods store ødelæggelser og mange civile ofre betegnes som en succes.

Beirut

Hvis det gælder dramatiske baggrundskulisser, kan ingen tv-station i verden hamle op med Hizbollahs propagandakanal al-Manar. Knap var våbenhvilen trådt i kraft, før al-Manar vendte tilbage til sit sønderbombede hovedkvarter i den sydlige Beirut-forstad Haret Hreik og begyndte at sende direkte fra ruinerne.

»Det giver et godt billede af Israels nazi-metoder,« forklarer al-Manars pr-chef Ibrahim Farhat det utraditionelle valg af tv-studie.

Al-Manar, der er en af Libanons førende tv-kanaler og også nyder betydelig popularitet i resten af den arabiske verden, var et af de første mål for Israels bombninger, da krigen begyndte. Men skønt hovedkvarteret blev bombet allerede dag to, skønt senere bombninger har jævnet det med jorden, skønt sendemaster er blevet bombet (den seneste et kvarters tid før våbenhvilens ikrafttræden), har al-Manar kun været afbrudt en enkelt gang. I nogle få minutter.

Al-Manar var parat

»Vi vidste selvfølgelig, at vi ville være et mål, så vi havde en plan B,« konstaterer Ibrahim Farhat.

Hvad al-Manar - der formelt er uafhængig af Hizbollah, men hvis chefer ifølge Farhat »betragter Hizbollahs position som identisk med deres egen« - har transmitteret, er en endeløs hyldest til den shia-islamistiske milits, her blot kaldet »Modstanden«, og tilsvarende hån af Israel.

Hizbollah-ledere med sheik Hassan Nasrallah i spidsen har løbende kommenteret udviklingen og manet til fortsat kamp, mens indslag har vekslet mellem stolte Hizbollah-krigere og påståede israelske massakrer på civilbefolkningen. Et konstant stigende barometer på skærmen har forkyndt »antallet af israelere, der gemmer sig i kældrene«, og pauser mellem programmerne er blevet udfyldt med israelske tv-billeder af panikslagne borgere.

Propagandakanal

Den dramatiske stemmeføring, den suggestive musik og det uhyre ensidige stofvalg får kritikerne til at sammenligne al-Manar med tv-stationer fra Nazi-Tyskland i 1930'erne og Sovjetunionen i 1970'erne. Men for en betydelig del af det arabiske publikum fungerer det udmærket.

»Al-Manar er en særdeles effektiv og professionel kanal, der præcis ved, hvad den vil,« pointerer Salam Zaatari, en libanesisk tv-producer, som arbejder på et dokumentarprogram om propaganda under krigen.

Under krigen indrettede al-Manar hyppigt improviserede tv-studier i ruindyngerne efter israelske angreb rundt om i Libanon. Og nu er man altså vendt tilbage til sine egne ruiner i Haret Hreik.

Indgangsporten til bygningskomplekset har overlevet bombardementerne med lettere skrammer. Og hvor stationen tidligere havde sin reception - nu pulveriseret som resten af komplekset - er rejst et hvidt telt med plaststole, der fungerer som tv-studie. Her samledes i går eftermiddag et dusin Hizbollah-sympatiserende libanesiske politikere, som én efter én blev hentet udenfor og interviewet live med ruindyngerne som baggrund. I noget nær feststemning.

»Hizbollah og dets folk sikrede Libanons triumf mod fjenden. Gratulationer til al-Manar for dens rolle og position under krigen,« lød det f.eks. fra miljøminister Yakoub Sarraf.

For mange libanesere er feststemningen vanskelig at acceptere med tanke på, at den af Hizbollah fremprovokerede krig har kostet over 1.000 libanesere livet og tvunget op mod en million på flugt, at store dele af det sydlige Libanon og af Beiruts sydlige forstæder ligger i ruiner, og at Libanons i forvejen hårdt anstrengte økonomi har fået yderligere et massivt tryk nedad.

Opfattes som succes

Men ikke desto mindre er det en udbredt opfattelse i Libanon - såvel som i resten af den arabiske verden - at krigen har været en succes: En israelsk krigsmaskine, som kunne besætte store arabiske landområder i løbet af en seks dage lang krig i 1967, og som i 1982 omringede Beirut på mindre end en uge, viste sig denne gang ude af stand til at stoppe Hizbollahs raketangreb og ude af stand til at sikre kontrollen over en lille stribe land i det sydlige Libanon trods mere end en måneds hårdfør krigsførelse.

»En strategisk, historisk sejr,« betegnede Nasrallah krigen i sin første tale, efter at våbenhvilen var trådt i kraft mandag morgen.

Ligesom i 2000, da Israel forlod det sydlige Libanon efter 22 års besættelse, hyldes Hizbollah på gadeplan som sejrherre i stort set hele den arabiske verden. I Libanon, med sit kalejdoskop af komplicerede sekteriske og politiske modsætninger, er konklusionen ikke så ligetil. Men selv om mange kristne, drusere og sunnimuslimer ser med bekymring på en udvikling, hvor Hizbollah kan få endnu større politisk indflydelse end hidtil, tøver andre i disse grupper ikke med at udtrykke deres respekt og beundring for den shiamuslimske bevægelse.

Og blandt de generelt fattige og tidligere så marginaliserede shiamuslimer - den største og mest homogene befolkningsgruppe i Libanon - synes støtten til Hizbollah så stor som nogensinde.

»Et stort tak til Hizbollah, som nedkæmpede den israelske terror. Vi er parat til at ofre hvad som helst for Hizbollahs skyld,« sagde Majida Fouaani, en 40-årig husmor, som i går stod sammen med familiemedlemmer og naboer og rodede i ruindyngerne af et højhus i en sydlig Beirut-forstad, der var deres hjem, indtil en israelsk vakuum-bombe ødelagde det på krigens formodet sidste dag, søndag.

Trøjer, strømper, en ramponeret laptop-computer og breve blev reddet ud af murbrokkerne, men for Majida Fouaani var et krøllet bryllupsfoto det kæreste fund i går.

Våbenhvile holder

Våbenhvilen fortsatte på andet døgn, uden bomber, uden raketter og med bemærkelsesværdigt få rapporterede sammenstød mellem israelske styrker og Hizbollah-guerillaer i det sydlige Libanon. Samtidig fortsatte strømmen af libanesere med kurs mod de områder i Sydlibanon og Sydbeirut, som de blev nødt til at evakuere.

»Det er en vidunderlig fornemmelse. Vi har tabt en halv million dollars, fordi vort indkøbscenter i Tyre blev bombet, men det spiller ingen rolle,« fortalte en ung, elegant klædt kvinde, der i går formiddag holdt i bilkøen for at komme over grænsen fra Syrien til Libanon - besværliggjort af et stort bombekrater i ingenmands-grænselandet, fulgt af mange omveje som følge af sprængte broer og veje.

»Vi har besejret fjenden med mod, list og tålmodighed. Hizbollah er helte, og Hassan Nasrallah er Libanons sande leder,« mente kvinden, der kun ville præsentere sig med fornavnet Marya.

thomas.heine@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.