Israel holder valg den 22. januar
Premierminister Benjamin Netanyahus Likud-parti ligger ifølge meningsmålinger til at vinde valget.
Israel afholder valg den 22. januar. Det har parlamentet besluttet tirsdag efter premierminister Benjamin Netanyahu for seks dage siden oplyste, at han ville udskrive valg til afholdelse hurtigst muligt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Netanyahu begrunder beslutningen med, at hans koalitionsregering ikke vil kan nå til enighed om et statsbudget.
- Jeg har derfor besluttet, til gavn for Israel, at der skal holdes valg nu og så snart som muligt, sagde han ifølge nyhedsbureauet dpa.
Gode målinger
Premierministeren tilføjede, at det er vigtigt at fastholde en "ansvarlig økonomisk politik" og ikke mindst en forsvarspolitik, der "kan sikre, at Iran ikke får en atombombe", skrev den israelske avis Haaretz.
Israelerne skulle egentlig først til valg til oktober næste år.
Valgrygterne har rumlet i Israel gennem et par måneder, og tiden er gunstig for Netanyahu nu, skriver Haaretz.
Han og hans Likud-parti ligger godt i meningsmålingerne, og Netanyahu er ikke oppe imod en stærk politisk modstander.
Meningsmålinger viser, at Likud ligger langt foran det næststørste parti, Arbejderpartiet, hvis popularitet er vokset efter de store demonstrationer mod øgede leveomkostninger, men hvis leder - Shelly Yacimovich - ikke ses som en seriøs udfordrer for Netanyahu.
Netanyahus højrefløjskoalition har haft magten siden 2009.
Ritzau