Irak genåbner grænse til Iran
De irakiske myndigheder genåbnede søndag grænsen til nabolandet Iran. Det skete efter tre dages lukning, som skyldtes et større sikkerhedsfremstød i Bagdad.
Den vigtige grænseovergang Shalamcha, som ligger 70 kilometer øst for Basra i det sydlige Irak, blev ryddet for vejspærringer. Det samme gjaldt andre overgange ved den lange irakisk-iranske grænse.
Grænselukningen blev gennemført med henvisning til, at det amerikanske militær beskylder Iran for at hjælpe militante irakere med blandt andet vejsidebomber. Det er en anklage, som styret i Iran afviser.
Også den irakiske grænse til Syrien, et andet naboland, blev lukket. En irakisk militær talsmand siger, at begge grænser bliver genåbnet gradvist, men fortsat vil være under "intens overvågning".
/ritzau/AP