Op mod 500 frygtes omkommet efter flodbølge

Ingen varsler før tre meter høj flodbølge ramte kysten. Svenske og hollandske turister blandt de omkomne og savnede. Over 50.000 hjemløse.

Der var ingen sirener, ingen advarsler, ingen biler med højttalere, der kunne forberede beboere og turister på den tre meter høje flodbølge, der ramte dele af Javas kyst en time efter jordskælvet mandag eftermiddag.

"Jeg hørte en servitrice skrige, mens hun løb forbi, og så så jeg denne kæmpe sky af mørkt havvand, der kom mod os," fortalte en belgisk turist.

"Jeg tog min taske og begyndte at løbe, men vandet indhentede mig, og jeg blev trukket under og troede, at det var afslutningen, at jeg ville dø."

Den belgiske turist formåede at finde noget at holde fast i, og han blev skyllet ind i en bygning og overlevede.

Til gengæld frygtes flere andre turister at være blandt de op mod 500 omkomne. En hollandsk, en svensk turist blev dræbt, ligesom en saudiarabisk kvinde og hendes søn. En ung svensk kvinde og fire hollændere er blandt de savnede.

Den glade nyhed tirsdag var, at to svenske drenge på otte og seks år blev fundet i live og i sikkerhed hos deres mormor efter at være blevet meldt savnet i mange timer. Deres 40-årige far var indlagt på det lokale hospital, men blev udskrevet sent tirsdag.

Hovedparten af de omkomne er fra Pandagaran og de omliggende distrikter på Javas sydkyst, oplyser Indonesisk Røde Kors.

Antallet af døde steg i løbet af tirsdagen til 339, men 136 var stadig savnet, da natten faldt på. 450 personer var såret, og over 52.000 hjemløse.

Katastrofens omfang gik først rigtig op for omverdenen i løbet af tirsdagen. Samtidig begyndte nødhjælp fra bl.a. FN at ankomme, mens redningshold fortsatte deres søgen efter overlevende og deres arbejde med at bjerge lig fra bygninger, marker og sågar træer.

Samtidig begyndte spørgsmålet at melde sig: Hvorfor var der ingen varsler?

Såvel amerikanske som japanske seismologiske institutter udsendte varsler 19 minutter efter jordskælvet, men beboerne langs kysten blev ikke advaret.

De indonesiske myndigheder har modtaget store beløb efter tsunamien 2. juledag 2004 til at oprette et landsdækkende varslingssystem, men myndighederne siger, at de ikke har modtaget penge nok, og at systemet derfor ikke fungerer.

Til gengæld reagerede mange beboere ved at flygte til højere steder allerede kort efter jordskælvet, og da vandet begyndte at trække sig tilbage som tegn på at en flodbølge var på vej, bredte panikken sig.

Var det ikke sket kunne dødstallet fra flodbølgen, der rev både op af vandet og kastede biler og motorcykler mod bygninger og mennesker, være blevet meget højere.

Flodbølgen skyldtes et undersøisk jordskælv i det Indiske Ocean, 180 kilometer fra kysten og 40 kilometer under havet. Det målte 7,7 på Richter-skalaen og var så kraftigt, at det fik høje bygninger i hovedstaden Jakarta til at svaje.

Det er det andet alvorlige jordskælv, der rammer Indonesien på under to måneder. Et jordskælv nær Yogjakarta 27. maj dræbte over 5800 personer.

lasse.norgaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.