Dragen er koblet på rumstationen
SpaceX skrev fredag historie ved at være det første private selskab koblet på ISS.
Så lykkedes det!
Rumstationen ISS fik fredag for første gang nogensinde besøg af et privat rumskib.
"SpaceX er koblet sammen med den Internationale Rumstation!!!! Der er skrevet historie!!!," skrev SpaceX efterfølgende på Twitter.
Sammenkoblingen skete Kl. 15.56 dansk tid, to timer senere end forventet.
Fanget i halen
Sammenkoblingen skete ikke helt uden problemer. Et radarsystem ombord på den ubemandede SpaceX Dragon, som målte afstanden til ISS, havde opfanget en forkert del af rumstationen.
Det betød, at SpaceX Dragon ikke kunne kobles sammen med ISS på den rigtige måde.
"Det ser ud til vi har fanget en drage (Dragon red.) i halen, og nu skal vi vende den rundt," sagde astronauten Don Pettit ved et pressemøde efter ISS havde fanget SpaceX Dragon med en fangearm.
Lugen åbnes lørdag
Nu skal besætningen inspicere sammenkoblingsmekanismen, inden Dragon vendes og endelig sammenkobles med forbindelseslugen mellem de to fartøjer.
Det regner ISSs mandskab med at kunne gøre lørdag, skriver CNN.
Det næste skridt vil være at få alle Dragons indhold over i ISS, som omfatter mad, tøj, 10 kilo computerdele og over 20 kilo med videnskabeligt udstyr.