Soldrevet skib sejlede Jorden rundt
Den soldrevne katamaran "PlanetSolars" jordomsejling er en milepæl for solcelle-teknologi.
For første gang nogensinde har et skib uden sejl sejlet Jorden rundt uden at bruge én dråbe brændstof.
Den milepæl blev nået, da den solcelledrevne katamaran "MS Turanor PlanetSolar" fredag den 4. maj vendte tilbage sin hjemhavn i Monaco efter en promotion-tur på over 50.000 km.
Undervejs på den 585 dage lange jordomsejling nåede det 115 fod lange solcelle-skib at anløbe 28 lande på seks kontinenter for at reklamere for brugen af solcelle-energi.
Flere rekorder undervejs
"Vi er utroligt glade for at have gennemført denne første jordomsejling med solenergi. Vi har vist, at vi har teknologi og viden til at kunne værne om vores blå planet", sagde lederen af PlanetSolar-ekspeditionen, Raphaël Domjan, til Sail World.
Sol-skibet nåede flere milepæle på turen: Hurtigste passage af Atlanten og af Det Sydkinesiske Hav for solcelle-drevne fartøjer.
Projektets økonomiske bagmand, den tyske forretningsmand Immo Ströher, varsler nye initiativer efter succesen Jorden rundt.
Ambassadør for solenergi
""MS Turanor PlanetSolar" er meget mere end et skib. Det er blevet en ambassadør for solenergi, og ankomsten til Monaco er blot starten," siger Ströher til Sail World.
Raphaël Domjan fik ideen til en jordomsejling for solenergi tilbage i 2044, men det var først da Immo Ströher gik ind i projektet i 2008, at solskibs-projektet kom i fart.
Samtidig med at Turanor PlanetSolar var ude at reklamere for brugen af solenergi, har et et andet fartøj sat verdensrekord i at komme hurtigst Jorden rundt for sejl. Det skriver maritimedanmark.dk.
Trimaranen Banque Populaire V satte i januar ny hastighedsrekord ved at gennemføre en jordomsejling udelukkende for sejl. Turen tog i alt 45 dage, 13 timer, 42 minutter og 53 sekunder. Båden erobrede dermed det eftertragtede Jules Verne-trofæ.