Valg i Yemen til februar

Yemen afholder præsidentvalg for at finde Salehs afløser efter måneder med vold.

Artiklens øverste billede
Valget kommer, efter at den hårdt trængte Ali Abdullah Saleh i onsdags skrev under på en aftale, som skal standse de seneste 10 måneders vold og oprør mod hans regime. Foto: AP

Den 21. februar skal yemenitterne vælge en ny præsident.

Det fremgår af et officielt dekret, der er udsendt af vicepræsidenten i Yemens hovedstad, Sanaa.

Valget kommer, efter at den hårdt trængte Ali Abdullah Saleh i onsdags skrev under på en aftale, som skal standse de seneste 10 måneders vold og oprør mod hans regime.

Saleh har haft magten i 33 år.

Ifølge aftalen skal Saleh overdrage magten til vicepræsident Abd-Rabbuh Mansour Hadi. Senest 90 dage efter underskrivelsen skal der være præsidentvalg, og det ser så ud til at komme den 21. februar.

Problemer under opsejling

Aftalen, som er udarbejdet af landene i Golfen og FN, siger, at Saleh i perioden vil fortsætte med at være præsident, dog kun ceremonielt, mens oppositionen finder frem til en person, der kan lede en national samlingsregering.

Sent fredag sagde oppositionen, at den har nomineret lederes af dens koalition, Mohammed Basindawa, til posten som leder af den kommende regering.

Imidlertid kan der være problemer under opsejling. Fredag så det fortsat ud til, at Saleh optrådte som præsident.

Han var i Riyadh i Saudi-Arabien, og derfra udstak han en ordre om, at der skulle foretages en undersøgelse af skyderi i Sanaa.

Det blev, skriver nyhedsbureauet AFP, set som en brud på den aftale, han har skrevet under.

- Vi giver præsidenten to dage til at standse disse handlinger, som bryder med aftalen. I overgangsperioden skal landet ledes i henhold til planen, siger Mohammed Qahtan, talsmand for oppositionen.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen