DR Congo: 48 kvinder voldtages hver time
Kvinder i den østlige del af DR Congo forventer at blive voldtaget flere gange, især af soldater.
"Verdens voldtægtshovedstad" har Margot Wallström, FN's særlige udsending for seksuel vold i forbindelse med konflikter, kaldt den østlige del af DR Congo. Navnet er velvalgt, da rapporter viser, at 48 kvinder voldtages hver time.
Den britiske dokumentarist Fiona Lloyd-Davis fortæller, at voldtægter allerede var hverdag, da hun besøgte landet i 2001, 2003 og 2005. Da hun vendte tilbage i 2009, opdagede hun dog en foruroligende ny tendens.
- Kvinder fortalte mig, at de forventede at blive voldtaget. Ikke bare én gang, men mange gange. De kvinder, jeg talte med, fortalte om gruppevoldtægter, tre eller fire gange, siger hun til nyhedskanalen CNN.
Ofte grupper af mænd
- Nogle gange var det "kun" to soldater, men ofte grupper af mænd, 10 eller 20, om og om igen, siger Lloyd-Davis.
I 2003 indgik regeringsstyrkerne og oprørsgrupperne i DR Congo en fredsaftale, men kampene sluttede kun på det officielle plan. Soldater fortsatte med at terrorisere civilbefolkningen.
Lloyd-Davis fortæller, at hun på et hospital i Bukavu mødte en lille pige, der var smittet med hiv-virus.
- Hendes tvillingsøster var blevet dræbt, da hun og hendes mor blev voldtaget. Denne lille pige var blevet undfanget under en voldtægt, siger dokumentaristen.
- Voldtægten går på tværs af generationer, siger Lloyd-Davis.