USA: Iran er isoleret i hidtil uset grad
Det Hvide Hus siger, at USA, Rusland og Kina har fælles mål i politik over for Teheran.
Det Hvide hus siger, at Iran står over en hidtil uset grad af isolation i forhold til det internationale samfund, hvor stormagterne er forenet i bestræbelserne på at forhindre Teheran i at udvikle atomvåben.
- Rusland, Kina og USA deler et fælles mål, og det er at sørge for, at iranerne ikke kommer nærmere end udvikling af atomvåben, siger USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Tom Donilon.
- Graden af isolation er virkelig aldrig set før, siger Donilon med henvisning til en ny resolution vedtaget af FN's Internationale Atomenergiagentur, IAEA.
Klart krav til Iran
I teksten opfordres Iran til fuldt ud og uden forsinkelse at rette sig efter kravene i de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd.
Forud for vedtagelsen af resolutionen havde Obama haft drøftelser med russiske og kinesiske ledere på Hawaii om Iran.
En nylig FN-rapport siger, at det iranske styre angiveligt har arbejdet på at udvikle en atombombe.
Advarsel fra Panetta
Den 35 medlemsstater store organisation, der udgør IAEA, vedtog resolutionsteksten med et klart flertal, hvor 32 stater stemte for og to imod.
Den amerikanske forsvarsminister, Leon Panetta, har advaret Israel om, at et angreb på Iran kan skade verdensøkonomien, og han har understreget, at USA lægger vægt på diplomati og sanktioner i bestræbelserne på at få iraner til at ændre kurs.
USA's analyse er, at et angreb på Iran højest kan sætte landets atomprogram tilbage med ét til to år. Og samtidig vil et angreb have konsekvenser for de amerikanske styrker i regionen, hed det i advarslerne fra den amerikanske forsvarsminister.