Pokerspillere vandt 250.000 kr. til Rwanda
Danske pokerspillere har på kun en uge spillet en kvart million kroner ind til mikro-iværksætteri i Rwanda.
Flere end 50 danske pokerspillere har i den forgangne uge satset deres sparepenge og pokerchips for at hjælpe det lille afrikanske land Rwanda, der ligge vest for Victoriasøen.
Spillerne havde på forhånd forpligtet sig til at donere 10 procent af eventuelle præmier til den sociale virksomhed Educat, der til dagligt uddanner mikroiværksættere i Rwanda.
Det samlede resultatet endte på 258.539 kroner.
- Vi havde håbet på at nå måske 100.000 kroner, så jeg er ekstremt glad, siger Andreas Nørlem, direktør i Educat.
- De danske online kortspillere har bevist, at de ud over knivskarpe pokerhjerner også har store hjerter, siger han.
- Med de her midler kan vi virkelig uddanne mange iværksættere, og mange mennesker i Rwanda vil på den måde blive i stand til at drive forretning og klare dem selv, siger Andreas Nørlem.
Bag kampagnen står Educat, fire danske pokermedier, samt verdens største pokersite, PokerStars, hvor alle turneringerne er blevet spillet.
Blandt de mest aktive danske pokerspillere, var den garvede Theo "Sølvræven fra Greve" Jørgensen, der fik sig nogle følelsesmæssige rutsjebaneture undervejs.
- Det har godt nok været specielt at skulle vinde for andre end sig selv. Jeg har spillet noget mindre risikabelt, fordi jeg ved, hvor stor en forskel pengene kan gøre i Rwanda, siger Theo Jørgensen.