Guatemala skal styres af tidligere general
Som ventet vinder Otto Pérez Molina præsidentvalget i Guatemala.
Den pensionerede general Otte Pérez Molina bliver ny præsident i det urolige Guatemala, der lider under stor fattigdom, høj arbejdsløshed og en enorm kriminalitet.
Da cirka en fjerdedel af de afgivne stemmer var talt op efter valget søndag, stod den tidligere militærmand til at blive landets nye præsident med tilslutning fra 54,8 procent af vælgerne. Og de foreløbige målinger viste sig at pege i den rigtige retning.
Natten til mandag dansk tid meddeler valgkommissionen, at Otte Pérez har vundet valget. Hans eneste modkandidat var den velhavende forretningsmand Manuel Baldizon.
Da valglokalerne søndag åbnede var stemningen præget af bitre beskyldninger om køb af stemmer mellem de to præsidentkandidater.
Vil knuse bander
Otto Pérez Molina anklagede sin rival for at købe sig til stemmer blandt andet ved at dele madkuponer ud til de fattige.
60-årige Pérez er gået til valg på at knuse de voldelige narkotikabander, som har gjort Guatemala til et af verdens farligste lande.
- Jeg stemmer på general Otto Pérez Molina på grund af hans fortid i militæret, siger en ældre buschauffør til nyhedsbureauet Reuters, og begrunder det med, at Pérez har de bedste forudsætninger for at dæmme op for kriminaliteten i landet.
Pérez har stillet vælgerne i udsigt, at han vil slå ned på landets mange kriminelle med en "fast hånd". Det hører til undtagelsen, at politiet i Guatemala opklarer mord eller andre forbrydelser. Ifølge FN opklares i snit kun to ud af 100 forbrydelser.
Pérez bringer med sin sejr den 49-årige Roxana Baldetti ind på den politiske scene. Hun bliver den første kvindelige vicepræsident i Guatemala.