Syrien smidt ud af venneklub
Den Arabiske Liga har ekskluderet Syrien på grund af drab på civile. "Drastisk beslutning," siger ekspert.
Syrien står nu mere isoleret i den arabiske verden end tidligere. Sådan vurderer mellemøsten-ekspert og forsker ved Aarhus Universitet Morten Valbjørn landets nye position.
Syrien er ved en afstemning i den Arabiske Liga blevet udelukket fra samarbejdet mellem de 22 lande i Nordafrika og Mellemøsten.
Ligaens medlemslande forlanger, at præsident Bashar Al-Assad indleder en fredsproces med regeringens modstandere, og ellers er landet officielt ude af samarbejdet fra den 16. november.
"Jeg er overrasket over, at det er kommet så vidt. Det er en drastisk beslutning, for Syrien er et kerneland i ligaen og i den arabiske verden," siger han.
Nedslagtninger
De seneste 11 dage har syriske regeringsstyrker dræbt mindst 250 personer. Khaled al-Habbas, rådgiver for generalsekretæren i den Arabiske Liga, siger til nyhedsmediet Al Jazeera:
"Det er korrekt, at udelukkelsen af Syrien er én af vores midler, men det er langt fra det eneste."
Lande som Iran og Libanon har dog altid støttet Syrien, og dermed står landet ikke helt alene.
"Selvom vi har set Iran forsøge at lægge afstand til Syrien, er der ingen tvivl om, at Iran uofficielt stadig støtter Bashar Al-Assad økonomisk, for det ville være en kæmpe svækkelse for Iran, hvis Al-Assad gik af," siger Morten Valbjørn.
Vesten tør ikke blande sig
Han understreger, at på trods af landets nye isolerede position er det usandsynligt, at FN vil gribe ind over for de civile drab. Hvis Vesten gik ind i Syrien, ville det være det samme som erklære kamp mod atomvåben-landet Iran.
"Det er alt for risikabelt at gå ind i Syrien, for det ville være langt sværere at komme ud igen, sammenlignet med Libyen. I det hele taget kan man ikke sammenligne de to lande. For Gaddafi i Libyen stod helt alene, og det gør Assad langt fra," siger han.
Militærkup
Morten Valbjørn forudser i stedet et militærkup fra næstøverste led i militæret. Og det kunne være en pragmatisk løsning for Vesten, siger han.
"Selvom ingen i Vesten ville sige det, ville man med et militærkup få et rimelig pålideligt styre, og man kunne undgå borgerkrig, som helt klart også er et muligt scenarie," forklarer han.
Syriens befolkning er opdelt i mange forskellige grupper, som risikerer at ryge i kødet på hinanden, hvis presset fra regeringen mindskes.
Det er kun sket én gang før, at et land er blevet frosset ude af Den Arabiske Liga. Det var Egypten, der blev udelukket i 1979 efter at have nået en fredsaftale med Israel under Camp David-forhandlingerne.