Helikopterstyrt dræber mexicansk minister
Indenrigsministeren i Mexico er blandt dødsofrene ved en helikopterulykke.
Den mexicanske indenrigsminister, Francisco Blake, er dræbt ved et styrt med en helikopter, meddeler Mexicos regering.
Helikopteren med den 45-årige minister om bord var på en flyvning mellem hovedstaden Mexico City og delstaten Morelos lige syd for millionbyen, da ulykken skete.
Det er ikke klart, hvad der forårsagede styrtet, som også kostede syv andre mennesker livet.
- Desværre blev indenrigsministeren, hans medarbejdere og besætningen fundet døde, siger Alejandra Sota, talsmand for regeringen.
Brutalt opgør
Mexicos regering ligger i et brutalt opgør med narkokarteller - et opgør, der i de seneste fem år har kostet omkring 45.000 mennesker livet.
Blake var et vigtigt medlem af præsident Felipe Calderons sikkerhedshold.
Det er anden gang, at Calderon mister en indenrigsminister ved en flyulykke.
Tilbage i 2008 forulykkede et mindre fly med daværende indenrigsminister Juan Camilo Mourino om bord. Han ankom i lighed med adskillige andre, da flyet styrtede ned i Mexico City.