Topgeneral advarer mod Afghanistan-planer

Storbritanniens øverstkommanderende i Afghanistan advarer mod tilbagetrækning i landet i løbet af 2011.

Den øverstkommanderende for de britiske soldater i Afghanistan advarer ledende politikere mod at mindske den internationale styrke i landet.

Det kan ødelægge de fremskridt, som er sket i Afghanistan, siden USA og en række andre lande øgede antallet af soldater i kampen mod Taliban og relaterede oprørsgrupper, siger James Bucknall til den britiske avis Daily Telegraph.

En god vinter

Han slår fast, at "tiden ikke er til at sende blandede signaler i forhold til engagementet i kampagnen".

- Koalitionen har haft en god vinter. Vi er nødt til at holde fast i det, vi har opnået og sikre det gennem denne kampsæson, siger generalen.

- Vi høster frugterne af at have ressourcerne på plads til at leve op til den strategi, som vi har haft hele tiden. Mange af ressourcerne ramte først landjorden i efteråret 2010, siger Bucknall.

Brug for soldater

Generalen modsætter sig derfor udmeldinger fra den britiske premierminister, David Cameron, og USA's præsident, Barack Obama, der begge pønser på at hive soldater hjem i løbet af anden halvdel af 2011.

- Vi har i vidt omfang brug for de nuværende ressourcer hen over to vintre og to kampsæsoner, hvilket betyder, at vi taler om efteråret 2012, siger han.

Cameron har sagt, at Storbritannien vil trække 450 soldater hjem i slutningen af 2011. Obama planlægger ifølge flere rapporter at trække cirka 10.000 mand hjem efter juli, som han tidligere har fastsat som begyndende tilbagetrækningsdato.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen